Dansk Aktionærforening efterlyser "anden type" topchef for Novo
Lars Fruergaard stoppede fredag på posten som topchef i Novo Nordisk. Nu efterlyser Dansk Aktionærforening en ny type topchef for virksomheden. (Arkivfoto). Foto: Tom Little/Reuters
Der er behov for en anden type leder, hvis Novo fortsat skal konkurrere med Eli Lilly, siger aktionærforening.
Dansk Aktionærforening efterlyser en "anden type leder", efter at Lars Fruergaard stoppede som administrerende direktør for Novo Nordisk fredag.
Det oplyser foreningen, der en interesseorganisation, som repræsenterer aktionærer og investorer, i en pressemeddelelse.
Selv om foreningen efterspørger en anden slags leder end Lars Fruergaard, er den alligevel tilfredse med den tidligere topchefs virke.
- Fruergaard har haft nogle kvaliteter i forhold til eksekvering og til stabil drift, og han har haft en meget dygtig ledelse af selskabet i de forgangne år, hvor der også har været medvind, siger Mikael Bak, direktør i Dansk Aktionærforening, til Ritzau.
En stærkt forøget konkurrence mellem Novo Nordisk og det amerikanske medicinalselskab Eli Lilly har medført, at Novo har brug for nye kræfter, vurderer Mikael Bak.
- Nu er man kommet ud i meget, meget skærpet international konkurrence fra Eli Lilly, og der er også kommet endnu hårdere politisk uvejr i USA, og så kan der være behov for, at man får nogle stærkere kommunikative kræfter ind.
Mandag kritiserede den amerikanske præsident, Donald Trump, Novo Nordisk, for at vægttabsmidlet Ozempic, der produceres af Novo, er meget dyrere i USA end i andre lande.
Beslutningen om at ansætte en ny topchef for Novo imødekommer henvendelser fra Aktionærforeningen, siger Mikael Bak.
- Vi har tidligere været ude og bede om, at man trådte lidt mere i karakter - også i forhold til Eli Lilly og i forhold til at holde det vækstspor, man var inde i.
Da Novo Nordisk er en af Danmarks største aktier, kommer mange til at følge nøje med i valget af en ny topchef, vurderer Mikael Bak.
Lars Fruergaard sad på posten som administrerende direktør for Novo Nordisk i otte år.
/ritzau/
Seneste artikler
400 mystiske bookinger: John må lege detektiv hver eneste morgen
To lokale museer er de første i regionen med grønt miljømærke
Mindre SU, mere ulighed: Dora, Astrid og Aya har fået nok
Plejebørn tror ikke på voldtægt - men fortalte om jalousi og skænderier
Byudvikling for mange millioner - men hvor er kvinderne henne?
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Bygning med Harald Nyborg og thansen til salg for stort millionbeløb
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok