Dansk eksport vokser for første gang i fire måneder
Der blev i marts eksporteret for 158 milliarder kroner. Det er 1,7 procent mere end i måneden før.
Siden toppen i august har den danske eksport haft det svært. Men i marts var der tiltrængt fremgang, da landets eksport voksede for første gang i fire måneder.
Det viser en opgørelse for landets betalingsbalance fra Danmarks Statistik tirsdag.
Sammenlagt voksede eksporten af varer og tjenester med 1,7 procent til 158 milliarder kroner.
Selv om eksportniveauet fortsat befinder sig ti procent fra toppen, viser det hæderlige takter. Det mener Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank.
- Det kraftige forudgående fald det seneste halve år er ikke helt så slemt, som det ser ud, siger han i en kommentar.
- Eksporten kommer nemlig fra et vildt højt udgangspunkt sidste år, hvor den slog rekord. Og den er stadig høj.
Betalingsbalancen er en samlet opgørelse over et lands handel med udlandet. Den dækker både over import og eksport af varer og tjenester.
Den kan være med til at give et indblik i, hvordan et lands økonomi har det.
I marts lå overskuddet på betalingsbalancen på 29,5 milliarder kroner. Det er et fald fra 30,7 milliarder, når man korrigerer for sæsonudsving.
Eksporten kan komme til at stå over for fornyede udfordringer i den kommende periode, mener Jeppe Juul Borre.
- Det globale økonomiske billede er sløret, og selv om der stadig strømmer robuste og flotte nøgletal ind for vores eksportmarkeder, så er der risiko for, at der er afmatning forude, siger han.
- Høj inflation, massive renteforhøjelser og krig i Ukraine påvirker mange af vores nærmeste eksportmarkeder.
- Dog er dansk eksport mindre konjunkturfølsomt, hvor især medicinaleksporten udgør et stort anker for den danske eksport.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie