Danske Bank sælger fra i Luxembourg - vil fokusere på Norden
Danske Bank sælger sin forretning til Luxembourg til en af de førende private banker i Schweiz. (Arkivfoto) Foto: Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters
Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters
Schweizisk bank køber Danske Banks aktiviteter i Luxembourg. Det giver en indtægt på 250 millioner kroner.
Danske Bank sælger sin forretning i Luxembourg i en handel, der ventes at give cirka 250 millioner kroner i kassen.
Det oplyser banken i en meddelelse til børsen.
Det er de internationale private banking-aktiviteter, som sælges. Det er formueforvaltning for kunder, der bor uden for Norden.
Køberen er Union Bancaire Privée (UBP), der er en af de førende private banker i Schweiz.
Salget skyldes, at banken vil fokusere på kernemarkederne i Norden, siger Glenn Søderholm, Head of Personal & Business Customers.
- Det er dog ikke en beslutning, vi tager let på, da vi har et stærkt forhold til og føler et stort ansvar for vores kunder og medarbejdere i Luxembourg, siger han i meddelelsen.
Danske Bank har omkring 70 ansatte i Luxembourg. Forretningen servicerer omkring 1000 privatkunder.
Ifølge senioranalytiker Mikkel Emil Jensen, Sydbank, der følger bankverdenen, giver salget god mening.
- Vi har tidligere set, at Danske Bank har solgt aktiviteter fra, der ikke er en del af kerneforretningerne, som primært er i Norden.
- Det falder altså godt i tråd med at fjerne fokus fra de omkringliggende lande og fokusere på Norden, siger han.
Han fortæller, at forretningsområdet ikke var stort for Danske Bank.
- Det er en relativt lille del. De får selvfølgelig en pose penge i hånden, men det er ikke noget, der giver anledning til store skvulp i forretningsomfanget i Danske Bank, lyder det fra Mikkel Emil Jensen.
Handlen skal nu godkendes af de relevante myndigheder. Det ventes at ske i anden halvdel af 2021.
Når det sker, vil Danske Bank ikke længere have aktiviteter i Luxembourg.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie