Mens en boligejer for blot få år siden typisk måtte af med i omegnen af 11.000 kroner til realkreditinstituttet for at omlægge et lån, er prisen i dag steget til mere end 19.000 kroner.
Det viser en beregning, som BRFkredit har foretaget for Søndagsavisen.
Stigningen er på mere end 70 procent, og dertil skal lægges en afgift til staten på yderligere 1400 kroner, så den samlede regning kommer til at lyde på små 21.000 kroner.
Det er især de faste gebyrer som lånesagsgebyr, ekspeditionsgebyr og tinglysningsservice, der har fået en ekstra tand. De er typisk steget med et par tusinde kroner.
Mikkel Høegh, seniorøkonom i BRFkredit, lægger ikke skjul på, at realkreditinstitutterne tjener penge, hver gang et lån bliver konverteret. Men han afviser, at det er motivet for anbefalingerne til boligejere om at lægge deres lån om.
- Selvfølgelig er der noget til os hver gang. Men det ville være meget dårlig rådgivning, hvis det ikke også var til fordel for kunden, siger Mikkel Høegh til Søndagsavisen.
Carsten Holdum, cheføkonom i Forbrugerrådet, mener, at de private boligejere nu betaler prisen for realkreditinstitutternes store underskud på erhvervskunder under krisen.
- Det er trist at skulle være med til. Men det er den situation, boligejerne står i, siger han.
Men det er ikke kun blevet dyrere at optage og omlægge realkreditlån. Det er i høj grad også blevet dyrere at have et lån.
I løbet af 2009 og 2010 har Nordea Kredit og BRFkredit hævet bidragssatsen ganske betragteligt. Kun Realkredit Danmark holder fortsat sine bidragssatser i ro.
Carsten Holdum er mere bekymret over stigningen i bidragssatserne end over de stigninger, der har fundet sted ved oprettelsen af lån.
- De sidste er en engangsbetaling, der ikke fylder meget set over hele låneperioden. Bidraget betaler du derimod år efter år, siger Carsten Holdum.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie