DI: Hver tredje virksomhed kan ikke finde lærlinge
Dansk Industri kan ikke genkende billedet af lærlinge-situationen i ny analyse.
Dansk Industri (DI) kan ikke genkende billedet af, at alt for få af landets virksomheder tager en lærling under vingerne.
Det er Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), som i en ny analyse i Politiken tirsdag peger på, at ud af 60.000 virksomheder var det kun 26 procent, der i første kvartal af 2013 havde en lærling ansat.
DI peger på, at hver tredje virksomhed ikke kan finde de lærlinge, der er brug for. Det viste en undersøgelse, som DI foretog lige inden sommerferien.
- Vi anerkender, at vi har en udfordring vedrørende lærepladser. Men billedet af situationen er langt mere nuanceret, end det fremgår af omtalen af AE's analyse, siger Lone Folmer Berthelsen, der er chef for erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser i DI.
Hun fastslår, at mangel på lærepladser langtfra er realiteten på alle områder.
- De unges søgemønstre er desværre skæve, og de tekniske erhvervsuddannelser er ukendte for de mange.
- Hvis man er motiveret og har de faglige forudsætninger, er der gode muligheder for job og karriere inden for jern- og metalområdet og en praktikplads. Det er her, vi aktuelt og i årene frem virkelig kan komme til at mangle arbejdskraft, siger Lone Folmer Berthelsen.
DI håber, at både de unge, deres forældre, lærere og vejledere finder ud af de gode job- og uddannelsesmuligheder, der er i produktionsvirksomhederne indenfor mange brancher over hele landet.
DI har gennem næsten et år ført en kampagne under navnet "Hands-on" sammen med fagbevægelsen for at informere unge og forældre om mulighederne og for at skaffe flere lærepladser på relevante områder.
Men ifølge AE tager virksomhederne ikke del i ansvaret for at uddanne fremtidens faglærte.
- Der er et stort potentiale, der går spildt her, fordi virksomhederne flygter fra deres ansvar, siger Mie Dalskov Pihl, senioranalytiker i AE, til Politiken.
Ifølge Undervisningsministeriet står 13.200 elever på erhvervsskolerne uden praktikplads i en virksomhed. Det er det højeste tal i 10 år.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie