ECB sænker renten for syvende gang i træk
ECB begrunder blandt andet sin beslutning om at sænke renten med, at inflationen har udviklet sig som forventet med fald i både den overordnede inflation og kerneinflationen i marts. (Arkivfoto). Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
ECB har sænket renten syv gange i træk og tre gange i 2025. Nu ligger indlånsrenten på 2,25 procent.
Den Europæiske Centralbank (ECB) fortsætter kursen og giver renten endnu et nyk ned.
ECB meddeler torsdag i en pressemeddelelse, at den sænker sin indlånsrente med 0,25 procentpoint til 2,25 procent.
Det er syvende gang i træk, at ECB sænker renten. Alene i 2025 har centralbanken nu sænket renten tre gange.
ECB's indlånsrente toppede i efteråret 2023, hvor den lå på fire procent.
Rentesænkningen var forventet af markedet, påpeger Frederik Engholm, som er chefstrateg hos Nykredit.
Han peger på, at inflationen er faldet, samtidig med at handelspolitisk uro kan påvirke væksten i eurozonen negativt.
- Eurozonen vil påvirkes både af de toldforhøjelser, som Trump over nogle omgange har varslet og justeret, og af den usikkerhed, som Trump-administrationens slingrekurs om toldsatser giver anledning til, skriver han i en kommentar.
Faldende inflation og vækstudfordringer taler ifølge Frederik Engholm for, at ECB's rentenedsættelse torsdag vil blive efterfulgt af flere i løbet af resten af året.
- Den næste sandsynligvis på næste møde i juni, skriver han.
Inflationen i eurozonen er opgjort til 2,2 procent i marts. Det var et lille fald fra 2,3 procent i februar.
ECB begrunder blandt andet sin beslutning om at sænke renten med, at inflationen har udviklet sig som forventet med fald i både den overordnede inflation og kerneinflationen i marts.
Centralbanken skriver også, at øget usikkerhed sandsynligvis vil påvirke tilliden hos husholdninger og virksomheder.
Samtidig påpeger centralbanken, at markedsreaktionen på "handelsspændingerne" kan være med til at tynge de økonomiske udsigter for euroområdet yderligere.
Det betyder ifølge Søren Kristensen, som er cheføkonom i Sydbank, at ECB lægger op til at sænke renten yderligere.
- Vores hovedscenarie er fortsat, at renten har kurs helt ned mod 1,5 procent i eurozonen. Det vil i vores optik betyde, at den danske rente har kurs mod 1,1 procent, skriver han i en kommentar.
Når Den Europæiske Centralbank sænker renten, smitter det som regel også af på renten i Danmark. Det skyldes, at Nationalbanken er nødt til at lægge sin rente tæt på ECB's for at fastholde kronens kurs over for euroen.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie