Som led i spareplanen for Vestas bliver selskabets ledelse omdannet, så direktionen udvides fra to til seks mand.
Koncernchef Ditlev Engel fortsætter i spidsen for selskabet, ligesom Henrik Nørremark fortsætter som vicekoncernchef og chef for produktionen.
Som led i omrokeringerne siger Vestas til gengæld farvel til ir-direktør Peter Wenzel Kruse, forsknings- og udviklingsdirektør Finn Strøm Madsen samt offshore-direktør Anders Søe-Jensen.
Desuden stopper Bjarne Ravn Sørensen, der har været administrerende direktør for Vestas Control System.
De bliver erstattet af fire nye medlemmer af direktionen, som skal have ansvar for salg, økonomi, teknologi og globale løsninger.
Ny salgsdirektør bliver Juan Araluce, der har været chef for Vestas i Spanien. Anders Vedel, der er forskningschef for Vestas i Indien, bliver ny chef for den teknologiske udvikling af møllerne.
Stillingerne vedrørende økonomi og globale løsninger står indtil videre ubesatte.
- Vestas nuværende organisation har tjent os godt i de år, hvor Vestas og markedet voksede kraftigt.
- Nu har vi fået globaliseret Vestas, udvidet antallet af markeder, øget medarbejdersikkerhed og forbedret kvaliteten og vindmøllernes drift, forklarer Ditlev Engel om ændringerne.
- Derfor er tiden kommet til, at vi skaber en organisation med en stærkere og hurtigere beslutningskraft for at imødekomme den forandring, som vindmarkedet gennemgår, siger Ditlev Engel.
Der bliver i denne omgang ikke skiftet ud i bestyrelsen, selv om flere storaktionærer har kritiseret den nuværende bestyrelse med formand Bent Erik Carlsen i spidsen.
Det kan dog blive ændret på den kommende generalforsamling i selskabet.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie