Den europæiske centralbank, ECB, har på et rentemøde torsdag som ventet besluttet at fastholde den ledende rente på 1,5 procent.
Centralbanken har været i færd med langsomt at hæve renten, men dette er der blevet sat en stopper for på grund af de store problemer med at få gang i væksten i Europa.
Centralbankchef Jean-Claude Trichet vil på et pressemøde senere torsdag forklare yderligere om centralbankens syn på den økonomiske situation.
Handelsbankens cheføkonom Jes Asmussen mener, at fastholdelsen af renten er helt som forventet.
- Vi var allerede for rimelig lang tid siden overbevist om, at den mini-renteforhøjelses-cyklus, som banken begyndte på i foråret, allerede var kommet til sin afslutning, siger Jes Asmussen.
ECB satte renten op i to omgange i april og juli, blandt andet på grund af bekymring for en stigende inflation.
Jes Asmussen mener stadig, at dette var for forhastet - og at man nu må gøre klar til at vende rundt i centralbanken.
- Vi ser stor sandsynlighed for, at vi vil komme til at se rentenedsættelser inden for de kommende seks måneder, siger han.
Inflationsspøgelset ser ud til at være mere under kontrol, og den fortsat høje ledighed i eurolandene peger ikke mod lønpres.
Samtidig har de økonomiske nøgletal i euroområdet udviklet sig i den forkerte retning, blandt andet hvad angår udsigten til vækst.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie