Der er spæde tegn på, at det går fremad i de danske virksomheder. I arbejdstidsregnskabet for tredje kvartal står det klart, at der blev skruet en anelse op for tempoet på det danske arbejdsmarked, viser tal fra Danmarks Statistik.
Den gennemsnitlige arbejdstid per beskæftiget steg med 0,1 procent opgjort sæsonkorrigeret, siger cheføkonom Steen Bocian fra Danske Bank i en kommentar.
- En stigende arbejdstid per beskæftiget er en af de første indikatorer på, at der er blevet mere travlt på nogle danske virksomheder - hvor arbejdstiden så er blevet skubbet op i stedet for, at der er blevet ansat flere, siger Steen Bocian.
Korrigeret for normale sæsonudsving præsterede danskerne 0,4 procent færre arbejdstimer svarende til 4 millioner timer end kvartalet før. I alt præsterede 2,7 millioner personer lidt mere end 1 milliard timer i tredje kvartal 2010.
Beskæftigelsen faldt med 0,3 procent fra andet kvartal, og det svarer til 8000 færre beskæftigede personer.
- Når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at det danske arbejdsmarked fortsat er under pres, og vi forventer at se svagt faldende beskæftigelse gennem det kommende år. Men dramatikken på arbejdsmarkedet har trods alt lagt sig noget, siger Steen Bocian.
Opdelt på brancher var det største absolutte fald i beskæftigelsen i industrien, hvor der var 4000 eller 1,2 procent færre beskæftigede lønmodtagere, og der blev præsteret 0,7 procent eller 1 million færre arbejdstimer end i andet kvartal.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie