Flere danskere skal arbejde hjemmefra

Danmark bliver et mere produktivt land, hvis flere arbejder hjemmefra et par gange om måneden.

Det mener blandt andre videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K), som sammen med forskellige danske organisationer og virksomheder har taget initiativ til at indføre den nationale hjemmearbejdsdag 2. maj.

- Det er en god anledning til at forsøge sig med nye arbejdsformer og få et nyt syn på nogle indgroede vaner, siger Charlotte Sahl-Madsen og tilføjer, at det kan give danskerne en mere fleksibel arbejdsdag.

- Man undgår bilkøer og køen i supermarkedet før lukketid. Samtidig vil det også styrke et Danmark i balance, hvis man er mindre afhængig af at bo tæt på sit arbejde, fortsætter ministeren.

Initiativet kommer oven på Danmarks fald på listen over de mest produktive OECD-lande. Tidligere lå Danmark på en femteplads, mens danskere i dag indtager en 13.-plads - næstsidst på listen.

Ud over videnskabsministeriet er Dansk Metal, Dansk Energi, Microsoft, Miljøorganisationen 10:10, Telenor og Dansk Erhverv inde over hjemmearbejdsprojektet.

- Mange arbejder mere fokuseret og koncentreret, når de arbejder hjemme, siger Birgitte Meisner Nielsen, som er fagchef for HR og Ledelse hos Dansk Erhverv.

Tidligere undersøgelser har da også vist, at hjemmearbejdsdage kan løfte produktiviteten. Omkring en fjerdedel af den samlede arbejdsstyrke udfører i dag en del eller alt arbejde hjemmefra.

- Man skal selvfølgelig sikre sig, at den hjemmearbejdsplads, man har, er fornuftig, og at man ikke sidder med børn på skødet eller ved et bord i køkkenet, siger Birgitte Meisner Nielsen.

Hun understreger desuden, at medarbejdere skal fastholde en stor tilknytning til deres arbejdsplads.

- Det må ikke tage overhånd, så det er vigtigt, at både virksomhed og medarbejder gør sig klart, hvad behovet er i forhold til tilstedeværelse, siger Birgitte Meisner Nielsen og fastslår:

- Det er ikke i nogens interesse, at medarbejderne mister den sociale eller faglige tilknytning til arbejdspladsen.

/ritzau/

En ny mærkedag skal indføres i de danske kalendere. Fra i år bliver 2. maj national hjemmearbejdsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret