Flere i job - men langt op til toppen
Der er blevet flere fuldtidsbeskæftigede på Lolland-Falster det seneste år - men væksten går langsomt.
Kommuner nær hovedstaden buldrer frem med flere i job. På Lolland-Falster går det fremad - langsomt.
Den gode nyhed er, at det går fremad med antallet af fuldtidsbeskæftigede på Lolland-Falster.
Den mindre positive er, at der lokalt set er meget langt til toppen beskæftigelsesmæssigt fra årene lige op til finanskrisen.
Her ligger landsdelen samlet set fortsat mere end 5.500 fuldtidsbeskæftigede bagud. Og det er vel at mærke ingen naturlov, at krisens spor stadig kan ses så tydeligt. Ser man eksempelvis på kommuner i nærheden af hovedstaden som Solrød, Køge og Lejre har de i dag flere i job end før krisen.
Beregningerne stammer fra organisationen Dansk Erhverv på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
Oplysningerne er altså baseret på antal fuldtidsbeskæftigede - det vil sige, at deltid er regnet sammen til fuldtidsjob.
I tredje kvartal 2018 var der 17.107 fuldtidsbeskæftigede i Guldborgsund. I Lolland 12.222. Set over et år er der en stigning på 155 i Guldborgsund og 194 i Lolland.
Der er altså plus på jobkontoen - omend beskedent det seneste år.
Set i forhold til bunden har Guldborgsund dog formået at få 492 fuldtidsbeskæftigede tilbage på regnskabet. Lolland 257.
Men der er som nævnt langt til de bedste tider. Her har Guldborgsund et minus på 2.559 fuldtidsbeskæftigede og Lolland hele 3.101.
Kontrasten finder man som nævnt for eksempel i Køge, hvor der er nye jobrekorder, og tabet fra krisen er mere end indhentet. Faktisk er der 3,676 flere fuldtidsbeskæftigede nu end det hidtidge toppunkt. Alene inden for det sidste år en stigning på 878 job.
Også i Solrød, Greve og Lejre er der kommet flere i job end inden krisen.
Dansk Erhverv noterer i øvrigt også, at netop eksempelvis de tre kommuner hører til blandt dem med lavest ledighed i Region Sjælland.
I den anden ende finder man området her med Lolland, Guldborgsund og Vordingborg.
Lolland topper med 5,1 procents arbejdsløshed - det svarer til 820 fuldtidsledige - mens Guldborgsund har 4,7 procent. Det svarer til 1.194 fuldtidsledige.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie