Frivillig ammerådgivning frygter ringestorm ved strejke
Nybagte mødre kan blive sendt hjem, selv om amningen ikke er på plads, under en strejke. Det bekymrer Forældre og Fødsel. Foto: Scanpix/Thomas Lekfeldt/arkiv
Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Forældre og Fødsel beder overenskomstparterne om at nå frem til en løsning, så konflikt kan undgås.
Bliver det til konflikt i forhandlingerne om en overenskomst for de offentligt ansatte, er det ikke kun dem, der arbejder, der bliver ramt.
Også kvinder på barsel er blandt dem, der ser bekymrende til ved udsigten til en strejke.
Det fortæller foreningen Forældre og Fødsel, der repræsenterer gravide, fødende og barslende familier.
I foreningen oplever de, at mange gravide er svært bekymrede over konsekvenserne ved en strejke.
- Akutberedskab, hvad er det? Hvor mange jordemødre er der, når jeg skal føde?, er blandt spørgsmålene, som foreningen mødes med, fortæller bestyrelsesformand Birgitte Halkjær.
Samtidig har foreningen erfaringer fra strejken i 2018, hvor 75.000 offentligt ansatte strejkede over hele landet.
Det medførte et stort pres på foreningens frivillige ammerådgivning.
- Fordi alle skulle føde ambulant (hvis de kunne, red.), og alle, der kunne gå hjem, gik hjem efter en fødsel - uden opbakning og hjælp til amningen, siger hun.
Samme telefonstorm frygter hun, kan blive tilfældet, hvis det bliver til strejke 4. april, som de offentligt ansattes fagforeninger har varslet.
Blandt fagforeningerne, der har varslet strejke, er netop Jordemoderforeningen.
Her er jordemødre på to fødesteder udtaget ved en strejke: Aarhus Universitetshospital, Skejby, og fødeafsnittet på Sygehus Lillebælt, Kolding Sygehus.
Selv om jordemødrene er forpligtet til at stille med et nødberedskab, håber Birgitte Halkjær alligevel, at en strejke kan undgås.
- Det kan godt være, det kun er pletvist, der vil blive strejket, men der vil alligevel være nogen, der bliver berørt, siger hun.
Forældre og Fødsel har tirsdag skrevet et åbent brev med en appel til Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, hvor de "på det kraftigste henstiller til, at parterne bliver enige og en overenskomst tegnes".
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie