Havvind skal elektrificere husholdninger, industrien og transporten

Ørsted havvindmøllepark Horns Rev 2 i Nordsøen ud for Esbjerg. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Regeringen vil med nyt udspil sikre yderligere fire gigawatt strøm fra havvind i 2030. En stor del vil formentligt ende som grønt brændstof i lastbiler og fly.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis Danmark skal være helt med fremme i udviklingen af fremtidens teknologier til den grønne omstilling, så er det afgørende, at de danske virksomheder har adgang til enorme mængder strøm. Og helst den grønne af slagsen.

Derfor er flere erhvervsorganisationer begejstrede for, at regeringen i et nyt udspil vil udbygge den danske produktion af strøm fra havvindmøller med fire gigawatt i 2030.

- Vi har her i landet ambitioner om at være et foregangsland for det grønne og også investere voldsomt i Power-to-X og nye brændstoffer som ethanol, methanol og brint. Det kræver enorme mængder energi at få de processer til at køre. Teknologierne er ikke nye, men skalaen er ny, siger Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i Dansk Industri.

- Hvis vi skal være ledende på det område, hvad der er rigtig mange virksomheder, der gerne vil og har som strategi, så er der behov for enorme mængder grøn strøm, tilføjer han.

I forvejen er det besluttet, at der skal udbygges til at producere havvind fra de nuværende 2,3 gigawatt til 8,9 gigawatt i 2030.

Med det nye mål giver det en femdobling af det nuværende niveau. Det svarer til 12,9 gigawatt.

Det svarer ifølge Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet til, at der i 2030 produceres havstrøm nok til at kunne forsyne 15 millioner europæiske husstande.

De røde områder på kortet viser de områder, som foreslås forundersøgt. Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

En stor del af de enorme mængder strøm vil dog ikke gå ud til stikkontakterne i almindelige husstande.

- Strømmen skal bruges til alle de nye elbiler, varmepumper, som der er stor efterspørgsel på - ikke mindst i takt med de voldsomme stigninger i energipriserne, siger Kristine Grunnet, afdelingschef i Green Power Denmark, der er Danmarks grønne brancheorganisation, og tilføjer:

- Hvad der kan elektrificeres, skal elektrificeres.

Derudover skal der også kigges på industrien og transportsektoren. De har et større behov for grøn strøm. Nogle brancher og sektorer kan nemlig ikke elektrificeres direkte. Her skal strømmen fra havvindmøllerne anvendes af såkaldte Power-to-X-anlæg.

Det er anlæg, som kan omdanne grøn elektricitet til brint eller andre brintbaserede brændstoffer. De bruges især i for eksempel lastbiler, fly, skibe eller i industrien.

- De bruger ekstremt meget grøn strøm. Det betyder, at vi har får behov for ekstremt store mængder af grøn strøm, ikke bare i Danmark men også i Europa, siger Kristine Grunnet.

Klimarådets formand, Peter Møllgaard, skriver i en mail, at det giver god mening, at regeringen satser på Power-to-X-brændstoffer.

- Det er dog rigtig vigtigt, at man i den tunge transport ikke satser for entydigt på Power-to-X baseret på kulstof. Og at man også har fokus på blandt andet at elektrificere, hvor det er muligt, siger han.

Forslaget er en del af "Danmark kan mere II", som regeringen i den kommende tid skal forhandle om med Folketingets partier.

Udspillet om de fire gigawatt havvind kommer i forlængelse af en fælles erklæring fra Tyskland, Belgien, Holland og Danmark om at levere mindst 65 gigawatt havvind i 2030. Kapaciteten skal øges til mindst 150 gigawatt i 2050. Heraf skal Danmark levere de 35 gigawatt.

/ritzau/

Flere vindmøller skal snurre til havs

* Danmarks havvindmølleparker har i 2022 en kapacitet på 2,3 gigawatt.

* Der er tidligere indgået aftale om udbygning af havvind med yderligere 6 gigawatt.

* I et nyt udspil lægges op til at udbyde yderligere 4 gigawatt havvind til etablering i 2030.

* Det vil betyde, at danske havvindmølleparker i 2030 forventes at have en kapacitet på 12,9 gigawatt - svarende til en femdobling i forhold til 2022-niveauet.

* De 12,9 gigawatt svarer til, at man kan producere strøm nok til at dække årsforbruget af strøm hos 15 millioner husstande eller 21 millioner elbiler.

* Regeringen forventer, at strømmen fra de nye havvindmølleparker blandt andet kan anvendes til såkaldte ptX-anlæg (Power-to-X-anlæg), der kan omdanne strøm til grønt brændstof til eksempelvis fly.

* Der skal inden sommeren 2022 igangsættes forundersøgelser på havet af mulige placeringer af de nye havvindmølleparker.

* For at de nye vindmølleparker på havet kan etableres, er det en forudsætning, at de ikke belaster statens finanser negativt.

Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

/ritzau/

Stort behov for grøn arbejdskraft

* Ifølge en analyse vil Danmarks grønne ambitioner kræve 45.000 fuldtidsbeskæftigede årligt frem mod 2030.

* 19.000 af dem vil være faglærte, 16.000 stillinger vil være ufaglærte, mens 10.000 stillinger vil kræve en videregående uddannelse.

* Det er især elektrikere, smede og vvs'ere, som der allerede er og fortsat vil være stor efterspørgsel på.

- Vi får slet ikke uddannet nok til grundlæggende at håndtere denne kæmpestore opgave, vi står overfor, siger Kristine Grunnet, afdelingschef hos Green Power Denmark.

* Hun efterlyser, at man i Danmark får uddannet og omskolet flere faglærte og ufaglærte samt forbedrer mulighederne for at bruge udenlandsk arbejdskraft.

Kilde: Green Power Denmark.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu