Horesta-formand: Jeg får ondt i maven

Jeg er meget, meget trist over det, der sker nu, slår Horesta -formanden fast. Arkivfoto Foto: Jan Knudsen

Lolland-Falster nedlukning kommer til at gøre ondt

Offentliggjort Sidst opdateret

De restriktioner, der trådte i kraft i 38 kommuner onsdag, udvides til også at omfatter de to kommuner på Lolland-Falster.

Det meldte regeringen ud på et pressemøde torsdag eftermiddag.
Restriktionerne er gældende fra fredag klokken 16 frem til foreløbig 3. januar, hvor serveringssteder skal lukke, mens der gives mulighed for take away.

- Jeg får ondt i maven. Det her kommer virkelig til at gøre ondt, lyder den umiddelbare kommentar fra formand for Horesta i Region Sjælland, Allan Hansen, Folkets Hus Catering i Maribo.

Han peger på, at december er den største måned målt på omsætning om året.

- Nu står vores branche så igen med aben. Mange i branchen stod måske til at kunne få lidt luft igen netop med udsigt til en december måned, siger han og ridser konsekvensen af lukningen op:
- Der vil være mange, der kommer til at mangle likviditet, og jeg er desværre sikker på, at det ikke vil være alle, der kommer helskindet igennem, forudser han.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er tidligere torsdag blevet enige om at udvide den netop aftalte lønkompensationsordning til hele landet.
Udvidelsen til hele landet skyldes, at når så mange kommuner er underlagt ekstra restriktioner, vil det i realiteten være virksomheder i hele landet, som vil være påvirket af situationen.

Ordningen gælder fra onsdag 9. december og gælder frem til, at restriktionerne ophører.

Dermed genindføres lønkompensationsordningen fra foråret til hele landet, samtidig med at ordningen for virksomheder, som har forbud mod at holde åbent, også fortsat gælder.

Tvangslukkede virksomheder vil kunne vælge, hvilken af ordningerne de ansøger om kompensation fra.

Vælger de den generelle lønkompensation, der nu indføres i hele landet, så vil det blandt andet betyde, at eksempelvis restauranter kan sende nogle tjenere hjem på lønkompensation, mens andre ansatte som kokke laver take-away.

Allan Hansen er tilfreds med, at lønkompensationsordningen bliver genindført.

- Det betyder, at medarbejdere kan hjemsendes, og at de, der hurtigt kan omstille sig til take away, måske kan redde en lille smule omsætning. Men der vil også være andre, der ikke kan nå at omstille sig til take away, og de bliver ramt, forudser Allan Hansen.

- Den skal lige sluges denne her. Jeg er meget, meget trist over det, der sker nu, slår Horesta -formanden fast.

Læs mere i Folketidende fredag.