Inflationen stiger som ventet i Europa
Inflationen i eurozonen er steget til 2,9 procent i december fra 2,4 procent måneden før, viser nye tal.
Forbrugerpriserne i de lande, der har euroen som valuta, var 2,9 procent højere i december sammenlignet med samme måned året før.
Det viser en opgørelse fra statistikkontoret Eurostat.
Det er i øvrigt en stigning fra november, hvor inflationen blev opgjort til 2,4 procent på årsbasis.
Stigningen kommer ikke som nogen overraskelse, skriver flere økonomer som kommentarer til de nye tal.
Faktisk tværtimod, lyder det fra Frederik Engholm, som er chefstrateg hos Nykredit.
- Stigningen er særligt en konsekvens af, at forbrugerne oplevede en markant lavere energiregning i december i 2022, skriver han i en kommentar.
- Det skyldes både et generelt fald i markedspriser på energi hen over efterår og vinter i 2022, men også, at der var særlige støtteordninger i spil under energikrisen. Det viser sig i inflationstallene i dag.
En række økonomer, heriblandt cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre, hæfter sig desuden ved, at den såkaldte kerneinflation er faldet i perioden.
Den stiger og falder ikke lige så hurtigt som det klassiske inflationsmål og betragtes af nogle økonomer som en indikator for, om prisstigninger på eksempelvis energi har spredt sig og bidt sig fast til resten af økonomien.
I december faldt den til 3,4 procent fra 3,6 procent.
Derfor ser cheføkonomen heller ikke nogen grund til, at nye renteforhøjelser kan komme på tale fra Den Europæiske Centralbank (ECB).
- Vi forventer, at næste træk fra ECB bliver at sænke renten. Og det kan blive allerede i marts, skriver han i en kommentar.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie