Krisens vindere fyrer ikke medarbejdere

Da finanskrisen satte ind i 2008, reagerede virksomheder verden over med at skære ned i medarbejderstaben og spænde livremmen ind.

Men det er den helt forkerte strategi i en krisetid, viser resultaterne af undersøgelsen "Managing Uncertainty" fra det internationale konsulentfirma PA Consulting Group.

Undersøgelsen er foretaget blandt 205 virksomhedsledere fra hele verden, og den viser, at de firmaer, der har klaret sig bedst gennem krisen, kun fyrede få medarbejdere og i stedet satsede på at vinde markedsandele.

- Den gamle "vent, spar og vent"-tilgang virker ikke længere. De, der har klaret sig bedst har handlet hurtigt på krisen, siger Frank Madsen, der er administrerende direktør i den danske afdeling af PA Consulting Group.

Kun hver tredje af de adspurgte virksomhedsledere opfattede krisen som en mulighed for at øge væksten. Til gengæld viser undersøgelsen, at deres samlede afkast til aktionærerne var 10 procent højere end de firmaer, der valgte at fyre medarbejdere.

- Virksomhederne bliver nødt til at arbejde med forskellige scenarier, så de har en klar plan for, hvad de gør, hvis Grækenland for eksempel går helt fallit. Hvis man har udarbejdet planer for, kan man hurtigere træffe beslutninger, når det gælder, siger han.

Alt tyder på, at den økonomiske krise i eurozonen har bidt sig fast, og økonomer vurderer, at det varer længe, før lande som Grækenland, Spanien, Portugal og Italien kommer på rette økonomiske kurs igen.

Danmark kan ikke undgå at lide under den globale krise, så det er værd at notere sig undersøgelsens resultater, mener Frank Madsen.

- Hvis man kender sine konkurrenter, og man for eksempel ved, at de har det værre end en selv under krisen, så kan det betale sig at opjustere og vinde kunder for at udnytte krisetiden, siger han.

/ritzau/

Det er ikke altid en god idé at fyre medarbejdere i krisetider, viser ny undersøgelse fra PA Consulting Group.

Offentliggjort Sidst opdateret