Lille fald i eurozonens inflation kan bane vej for ny rentesænkning
Inflation falder yderligere i eurozonen. Det øger sandsynlighed for ny rentesænkning fra ECB, mener økonomer.
Inflationen i euroområdet faldt marginalt i marts, hvor den er opgjort til 2,2 procent.
Det viser foreløbige tal fra EU's statistikkontor, Eurostat.
Ifølge tallene er det især prisstigninger på ydelser og mad, alkohol og tobak, der har bidraget til den samlede inflation.
I februar blev inflationen opgjort til 2,3 procent i de lande, som bruger euro som valuta.
Jeppe Juul Borre, som er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, hæfter sig ved, at også kerneinflationen har pil ned, og nu er på det laveste niveau i over tre år.
- Det er rigtig gode nyheder. De nye inflationstal holder i den grad døren åben for en ny rentenedsættelse fra ECB om godt to uger, skriver han i en kommentar.
Kerneinflationen er korrigeret for energi- og fødevarepriser.
Den Europæiske Centralbank, ECB, holder pengepolitisk møde senere i april, hvor det skal besluttes, om renten skal sænkes, hæves eller fastholdes.
ECB har sænket renten to gange i år og i alt seks gange siden midten af 2024.
Også Søren Kristensen, som er cheføkonom i Sydbank, mener, at den lavere inflation i eurozonen øger sandsynligheden for, at ECB sænker renten endnu en gang senere i april.
Han peger på, at lavere inflation sammen med svagere økonomiske nøgletal og trusler om amerikansk told på europæiske varer nu gør det "overvejende sandsynligt", at ECB sænker renten i april.
- Det er dog fortsat på vippen og renten er nu kommet ned i et niveau, hvor det langtfra bare er givet, at den skal fortsætte ned. Vi vurderer dog, at ECB bestemt ikke er færdig endnu og vil sætte renten ned flere gange yderligere i 2025, skriver Søren Kristensen i en kommentar.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie