LOKAL TRÆLASTHANDEL SKIFTER KÆDE

Frederik Hjørne-Christensen og Trælastkompagniet bliver en del af Stark-kæden. Arkivfoto: Jan Knudsen

Trælastvirksomhed på Lolland skifter kæde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Trælastkompagniet Nakskov, der i dag er en del af XL Byg under navnet XL Byg Nakskov Trælastkompagniet, forlader XL Byg og bliver en del af Stark-kæden. Det sker i forbindelse med et generationsskifte i den familieejede trælastvirksomhed, skriver Stark i en pressemeddelelse.

Virksomhedens nuværende direktør og ejer Frederik Hjørne-Christensen har efter grundige overvejelser valgt at sælge trælastkompagniet, der blev grundlagt af hans far i 1967, til Stark.

- Stark er den helt rigtige ejer, der både har nogle stærke værdier, der flugter med dem, der har fungeret så godt for XL-Byg Nakskov Trælastkompagniet, og som med sin størrelse kan udvikle forretningen yderligere. Det kommer både medarbejderne og kunderne til gode, og det er helt afgørende for mig, siger han i pressemeddelelsen om salget.

I løbet af marts skifter virksomheden navn til Stark Nakskov Trælastkompagniet, og Frederik Hjørne-Christensen fortsætter som direktør efter skiftet.

Firmaet beskæftiger flere end 50 medarbejdere, og hos Stark glæder man sig til at byde Nakskov-afdelingen velkommen i kæden, der i forvejen også har lokale afdelinger i Maribo, Nykøbing og Rødbyhavn.

- Vi er både glade for og ydmyge over at få lov til at overtage en veldrevet forretning som XL-Byg Nakskov Trælastkompagniet. Med byggeriet af Femern-forbindelsen er Nakskov og hele Lolland-Falster inde i en positiv udvikling med høj aktivitet og flere tilflyttere, og vi ser i det hele taget et voksende marked i området syd for Sjælland.

- Det vil vi gerne være en del af, og her passer Nakskov perfekt ind i vores strategi om at være til stede lokalt og helt tæt på kunderne, siger salgsdirektør i Stark Danmark, Mads Brejnholt Madsen, i pressemeddelesen.