Nordic Sugar tager energiforsyning i egen hånd

Når politikerne ikke er til at råbe op, så må vi jo selv gøre det. Sådan lyder det fra Nordic Sugar, der længe har kaldt på statslige investeringer i en naturgasledning til Lolland-Falster. Nu overvejer man at bygge og betale den selv. Det skriver onlinemediet FødevareWatch.

Efter i længere tid at have forsøgt at finde ørenlyd på Christiansborg, er man nu tæt på at opgive appellen om en statslig investering, og selskabet overvejer selv at bygge den ønskede energiforsyning.

- Nu er vi faktisk så langt, at vi overvejer at betale for hele investeringen selv. Den er livsnødvendig for vores fabrikker, for at vi kan konkurrere med tyske og franske fabrikker, som i mange tilfælde har naturgas, siger adm. direktør i Nordic Sugar, Flemming Lyngholm, til FødevareWatch og fortsætter:
- Hvis vi vil overleve, bibeholde fabrikkerne og kunne klare os i konkurrencen, så er vi nødt til at have naturgassen derned, og det vil sige, at når vi laver det regnestykke, så taler vi ikke om en tilbagebetalingstid på hverken to eller fem år. Så er det et lidt længere perspektiv. Men det er så forudsætningen for, at vi kan blive ved med at køre to fabrikker videre i Danmark.

Der er tale om en investering på mindst 100-150 mio. kr., hvis Nordic Sugar kaster sig ud i projektet, og beslutningen skal træffes indenfor 2-3 måneder, da selskabet ellers vil være nødt til at investere 35-40 mio. kr. i opgradering af den nuværende energiforsyning for at kunne overholde lovkrav.

Beslutter koncernen sig for at bygge ledningen, vil naturgassen kunne reducere Nordic Sugars CO2-udslip med 30-40 pct., fortæller direktøren. P.t. er Flemming Lyngholm træt af at råbe op uden at blive hørt.

- Man startede jo det fremragende projekt, at man lavede naturgasledning i hele Danmark, men man glemte bare lige Nykøbing-Falster, og det var selvfølgelig fordi, der ikke var så meget industri dernede, så man kunne godt regne ud, at det ikke var en skidegod businesscase. Men det kan man ikke bare gøre. Vi har været forbi alle styrelser og hvad der ellers er, talt med lokale folketingspolitikere - ja simpelthen alle. Og det har vi gjort i lang tid, siger han.

Bestyrelsen har endnu ikke truffet sin endelige beslutning. Lige nu diskuterer man, hvordan et sådant projekt i så fald skulle udformes. Det vil ifølge direktøren være staten, der kommer til at eje energiforsyningen, og derfor vil selskabet sikre sig, at DONG tager sig af vedligehold, og at sukkerselskabet får visse rabatter på brugen af energiforsyningen.

Hele vejen igennem har Nordic Sugar oplevet positiv respons fra de politiske repræsentanter, man har kontaktet.

- Vi har diskuteret det her mange gange, og der har været skiftet både miljø- og energiminister flere gange undervejs. Alle er superpositive og kan godt se, at det er en god ide, men der er bare ikke nogen, der kan finde pengene. Der er en kæmpe velvilje, de vil gerne udvikle Lolland-Falster og udkantsdanmark - de kan bare ikke finde pengene. Så kan man jo sige, at hvis vi vil have tingene til at ske, så på et eller andet tidspunkt må vi selv betale for det, siger Flemming Lyngholm.

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Når politikerne ikke er til at råbe op, så må vi jo selv gøre det. Sådan lyder det fra Nordic Sugar.

Offentliggjort Sidst opdateret