Novo Nordisk må skrue ned for adgang til vægttabsmiddel i USA
Wegovy fås som penne, patienten sprøjter ind under huden en gang om ugen. Det virker ved at mindske fornemmelsen af sult. Det kræver en recept fra lægen at få medicinen, der skal hjælpe svært overvægtige med at tabe sig. (Arkivfoto). Foto: Jim Vondruska/Reuters
I nogle måneder vil antallet af Wegovy-startdoser blive reduceret med 50 procent i USA, oplyser Novo-direktør.
Succesen med vægttabsmidlet Wegovy er så stor, at det udfordrer Novo Nordisks produktionsapparatet.
Det danske selskab har måttet reducere adgangen til startdoser af vægttabsmidlet i USA, fordi efterspørgslen er så stor.
Det er torsdag blevet meddelt i forbindelse med selskabets kvartalsregnskab.
Senioranalytiker hos Sydbank Søren Løntoft Hansen ser det ikke som noget "stort problem" for selskabet, men mere som et bump på vejen.
- Det er en supertanker, som skal sejle markant hurtigere, og det kræver altså noget motorkraft, siger han.
- Der kan opstå periodemæssige udfordringer i den motor, og det er det, vi oplever her.
I det netop offentliggjorte regnskab kom det frem, at Novo Nordisk i årets første måneder tjente 19,8 milliarder kroner - en vækst på 39 procent sammenlignet med samme periode året før. Fremgangen var blandt andet drevet af Wegovy.
Men den store vækst var ventet, og aktien er faldet med omkring fem procent i timerne efter på børsen.
Administrerende direktør Lars Fruergaard Jørgensen sagde efter regnskabsoffentliggørelsen ifølge erhvervsmediet MarketWire, at antallet af startdoser i "nogle måneder" vil blive reduceret med cirka 50 procent.
- Vi ser grundlæggende en lineær vækst fortsætte. Og jeg tror ikke, at det kommer som en overraskelse, at vi ikke kan dække en efterspørgsel, der bare fortsætter med at vokse, siger Lars Fruergaard Jørgensen ifølge MarketWire.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters siger han, at der udskrives over 100.000 recepter på Wegovy om ugen i USA.
Reduceringen af startdoser handler om sikkerhed for patienter, som er kommet i behandling. Det forklarer Søren Løntoft Hansen.
- Novo Nordisk gør det her for at opbygge en sund forretning for Wegovy på den lange bane frem for at maksimere på første kvartal, siger senioranalytikeren.
- Ved at reducere antallet af startdoser beskytter man de personer, der har indledt behandling med Wegovy, så de kan få de tilgængelige doser og ikke skal droppe ud af behandlingen. Det ville nemlig være en meget skidt situation, hvis det skulle ske, siger han.
Det kom for nylig frem, at Wegovy på få måneder er blevet det dominerende lægemiddel til vægttab i Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie