Ny kæde af luksus-supermarkeder vil sælge ris fra Lolland

Et hold udenlandske arbejdere er kommet til Lolland-Falster for at hjælpe lokale landænd med at dyrke ris. Forsøget har nu været i gang i et år, og det går godt. Foto: Johnny Madsen/Ritzau Scanpix

Det er verdens ældste afgrøde, og traditionelt er den blevet dyrket i Asien, Afrika, Sydamerika, USA og middelhavsområdet. Men klimaforandringerne får nu en gruppe lokale landmænd til at kaste sig ud i at dyrke ris. Og Alma forhandler dem.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Lollandsk plutte er helt optimalt til risplanter.

Sådan siger landmand Peter Jørgensen fra Vestenskov.

Han er bannerfører for en gruppe lokale landmænd, som har taget et stort skridt: De har droppet sukkerroerne for i stedet at dyrke ris. Simpelt hen fordi de det seneste årti igen og igen har oplevet, at deres marker står under vand.

Flere gange har de oplevet, at roerne rådnede, inden jorden blev tør nok til, at de kunne tages op.

- Vi sad en aften hjemme hos mig og bandede over, at vores fælles roeoptager var kørt fast ude på Jørgens mark. Så sagde Steen – og jeg husker det lige så tydeligt – at man skulle fandeme dyrke ris i stedet. Så tog det ene ord ligesom det andet. Og så tog vi på studietur til Kina, fortæller han.

Besøget i Kina gav landmændene blod på tanden, men de besluttede også hurtigt, at de ikke vil konkurrere med Kina og Indien og andre lavtlønslande.

Ny lollandsk sort

Derfor bliver det hverken basmati- eller jasminris, der skal dyrkes lokalt. Fokus er i stedet på italienske sorter som arborio, carnaroli og ranslirpa. Dels egner de sig bedre til dyrkning på vores breddegrad, og dels ventes de at kunne sælges til en væsentligt højere kilopris. Det hænger også sammen med, at risdyrkningen i Italien er i krise som følge af tørke og hede, hvilket har drevet priserne op.

Uden at råbe højt om det har gruppen af lokale landmænd dyrket ris i et års tid, og de første resultater er positive. Den sjappede, men tunge lerjord - plutten - er simpelthen optimal til risplanterne, men udbyttet kunne godt være højere.

Derfor samarbejder landmændene med forskningsvirksomheden Seges Innovation om ved hjælp fra gensplejsning at skabe en helt ny lollandsk sort. Den har endnu ikke fået et officielt navn, men kaldes foreløbig bare plutteris.

I første omgang er der tale om en mindre produktion, og den nyåbnede supermarkedskæde Alma har allerede skrevet kontrakt på at aftage de første tre års høst.

- Kvaliteten er eminent. Jeg havde en lille pose med, da jeg besøgte Noma for nylig, og René Redzepi (Nomas chefkok, red.) var helt syg for at få en pose. Men han må altså i Alma ligesom alle andre, siger Alma-direktør Alfred Josefsen og røber, at et kilo lollandske plutteris vil koste 112 kroner.

De lollandske ris kan nu køber i Alma - men prisen er høj.

Også fra anden side er der interesse for produktet, så målet er at skalere produktionen væsentligt. Blandt andet har Crispy Food i Nakskov vist interesse for de lollandske ris, da fabrikken går med planer om at producere en konkurrent til Kellogg's Rice Krispies, som er et morgenmadsprodukt lavet af puffede ris. Målet er at differentiere sig ved at skabe et gourmetprodukt, da det selvsagt bliver umuligt at konkurrere på pris.

Juletræer og ris

Den helt store udfordring for landmændene er, at risdyrkning traditionelt er meget mandskabskrævende, og at det er hårdt fysisk arbejde, hvor man står med fødderne i vand og bagen i vejret. I første omgang har landmændene overtaget en gruppe medarbejdere fra deres italienske kolleger, men sammen med firmaet Datalogisk fra Nordfalster arbejder landmændene på at udvikle robotter, der både kan så og høste.

- Det har vi allerede ret god erfaring med, og der er et kæmpestort eksport-potentiale i den slags robotter, fortæller Lars Hvidtfeldt, som er formand for Seges Innovation og selv på Gammel Kirstineberg Gods har omlagt en del af sin produktion fra juletræer til ris.

- Der er faktisk en fin synergi i det. Vi er nemlig gået i gang med at udvikle pakkeløsninger, hvor man sammen med juletræet får en portion grødris og en opskrift på risengrød. Det forventer vi os rigtig meget af, fortæller han.