Hvis de offentligt ansatte kvinder følger samme løntakt som nu, så vil de have indhentet deres mandlige kollegers løn om - 534 år. Sådan lyder regnestykket fra de offentligt ansattes fagforbund FOA på kvindernes internationale kampdag.
- De netop afsluttede overenskomstforhandlinger er for mig det endelige bevis på, at den danske aftalemodel, som vi har skruet den sammen, spænder ben for ligelønnen, siger Dennis Kristensen, forbundsformand for FOA, i en pressemeddelelse.
- For første gang i historien gik et flertal af lønmodtagerorganisationerne til forhandlingerne med ligeløn på dagsordenen. Alligevel var ligelønnen første mand over bord, siger han.
De netop afsluttede forhandlinger om løn og arbejdsforhold for de offentligt ansatte gav pædagoggrupperne en pulje på 19 millioner kroner til at mindske løngabet. Men resultatet er ifølge Dennis Kristensen langt fra imponerende.
- Hvis vi laver et tankeeksperiment og tager pædagoggruppernes 19 millioner og ganger det med en treårig overenskomstperiode, så vil det tage 534 år at lukke løngabet på 18 procent - eller man kan sige 178 overenskomstperioder, siger han.
- Selvfølgelig er det et regnestykke, hvor man kan tage en masse forbehold, men det viser lidt om langsommeligheden, tilføjer Dennis Kristensen.
Han opfordrer derfor Folketinget til at kaste en redningskrans ud til kvindefagene.
- Folketinget sidder lige nu med nøglen til at løse ligelønsproblemet. Politikerne kan - med forbedret lovgivning og en økonomisk gulerod - give arbejdsmarkedets parter det nødvendige skub i retning mod mere ligeløn, siger Dennis Kristensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie