Olie holder hånden under dansk eksport
Den danske eksport steg med 2,7 procent i juli, men uden eksport af olie er der tale om et fald.
Der var en fremgang i salget af danske varer til udlandet i juli måned, men det var primært olie, der var motoren bag stigningen. Foruden olie var der tale om en mindre tilbagegang i den danske eksport.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, der er offentliggjort mandag.
Eksporten steg 2,7 procent i juli, men uden handel med olie faldt eksporten 0,2 procent. Set over de seneste tre måneder er eksporten faldet 1,3 procent, hvilket ifølge Danmarks Statistik skyldes et faldende salg af maskiner.
Det bliver især trukket ned af, at der er blevet solgt færre vindmølledele til Storbritannien og Belgien.
Tilbagegangen i eksporten de seneste tre måneder vækker bekymring hos Dansk Erhverv.
- Det er i sagens natur isoleret set positivt med eksportfremgang i juli, men det er absolut ikke gode nyheder, at eksporten set over de seneste tre måneder er faldet, og samtidig er det udelukkende oliesalget, der holder eksporten oppe i juli, siger Mira Lie Nielsen, økonom i Dansk Erhverv.
- Vi har hårdt brug for udlandets efterspørgsel efter vores varer og services, såfremt dansk økonomi skal løfte sig fra det dødvande, som lige nu dominerer den samfundsøkonomiske tilstand, fortsætter hun.
Til gengæld er eksporten til de såkaldte Brik-lande i fremgang. Her er eksporten steget 10,8 procent de seneste tre måneder, hvilket skyldes øget salg af jernprodukter til Brasilien og lægemidler og minkskind til Kina. Ud over de to lande dækker Brik-landene over Rusland og Indien.
Konsekvenserne af det russiske stop for import af fødevarer fra EU er dog ikke registreret i tallene, da importforbuddet først blev gennemført i starten af august.
Betalingsbalancen viste i juli et overskud på 11 milliarder kroner, hvilket giver et overskud på 130,3 milliarder over de seneste 12 måneder.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie