Op mod 400 HK-ansatte nedlægger arbejdet i protest mod chef
- Det her, det er virkelig voldsomt. Vi er netop ved at forhandle med medarbejderne, og jeg kan ikke gå ind i specifikke kritikpunkter, siger forbundsformand Anja C. Jensen om torsdagens arbejdsnedlæggelser i HK i København til Frihedsbrevet. (Arkivfoto). Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Overfusninger og udskamning er en del af kritik mod chef i HK, som har fået ansatte til at nedlægge arbejdet.
Mellem 300-400 medarbejdere i fagforeningen HK har torsdag nedlagt arbejdet.
Det bekræfter forbundssekretær i HK Marianne Heide over for mediet Frihedsbrevet.
Ifølge Frihedsbrevets oplysninger skyldes arbejdsnedlæggelsen en specifik chef, der er utilfredshed med. Der har også været afholdt et krisemøde torsdag.
Forbundsformand i HK Anja C. Jensen vil ikke gå ind i konkrete detaljer om sagen, men siger til mediet:
- Det her, det er virkelig voldsomt. Vi er netop ved at forhandle med medarbejderne, og jeg kan ikke gå ind i specifikke kritikpunkter.
Både Frihedsbrevet og DR er i besiddelse af et dokument med flere kritikpunkter rettet mod den pågældende chef, som er sendt til ledelsen.
Det handler både om overfusninger, udskamning og forskelsbehandling over for medarbejdere, og at medarbejdere er blevet råbt ad.
I et brev til ledelsen fremgår det ifølge Frihedsbrevet, at medarbejderne "ikke har tillid" til den pågældende chef som leder, og at de "ikke får det igen".
Det er konkret medarbejdere i HK's forbundshus i København, som har nedlagt arbejdet. Det oplyser HK's pressekontakt til Ritzau.
Her sidder HK's ledelse, medlemshuset, HK's fire sektorer. Det samme gælder a-kassen, som dog ikke er omfattet af torsdagens strejke.
Hvilken specifik afdeling, vedkommende er leder i, fremgår ikke. Men ifølge Frihedsbrevet har hele huset nedlagt arbejdet i solidaritet med afdelingens ansatte.
Det er de ansatte i huset, undtagen cheferne, som har nedlagt arbejdet.
Torsdagens arbejdsnedlæggelse er dog ikke den eneste, der har været i forbundshuset i denne uge.
Først på ugen nedlagde medarbejdere i HK's a-kasse arbejdet, og i den forbindelse blev en leder sendt hjem. Det oplyser direktøren for a-kassen, Morten Binder.
- Jeg kan bekræfte, at der først på ugen har været en arbejdsnedlæggelse i a-kassen, hvor der særligt i én afdeling har været frustrationer i forlængelse af en organisationsændring.
- Det er også korrekt, at en leder som følge af dette indtil videre er blevet tvunget til at arbejde hjemme, siger han i en skriftlig kommentar.
Det fremgår ikke af svaret, hvorfor den pågældende leder blev sendt hjem.
De to sager i forbundshuset har dog ikke noget med hinanden at gøre, siger direktøren.
- Jeg kan godt se, at der er et tidsmæssigt sammenfald med den anden historie om arbejdsnedlæggelse i HK, men de to sager har intet med hinanden at gøre, siger Morten Binder.
Ifølge Berlingske er medarbejderne, der torsdag har nedlagt arbejdet, indkaldt til et møde i HK's kantine for at drøfte situationen. Det sker klokken 9 fredag morgen.
Ifølge HK's hjemmeside er der i alt omkring 1200 ansatte i HK på landsplan.
HK er desuden Danmarks næststørste fagforbund målt på medlemmer. Dens cirka 220.000 medlemmer tæller primært funktionærer, der arbejder i butikker og på kontorer.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie