OVERBLIK: Vismænd forventer stilstand i dansk økonomi

Formandskabet for Det Økonomiske Råd, der også kaldes de økonomiske vismænd, består af fire personer: Overvismand Carl-Johan Dalgaard, Lars Gårn Hansen og Jakob Roland Munch, alle fra Københavns Universitet, og Nabanita Datta Gupta fra Aarhus Universitet. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

De økonomiske vismænd opfordrer regeringen til at stramme finanspolitikken for 2023, lyder det i ny rapport.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag har de økonomiske vismænd præsenteret deres seneste prognoser for den danske økonomi.

Blandt andet ventes det - efter flere år med høj vækst - at dansk økonomi løber ind i stilstand i både 2022 og 2023.

Læs mere om deres nyeste prognoser her:

* Inflationen kommer til at spise lønstigningerne de næste par år.

Vismændene forventer, at når året er omme, er priserne steget med omkring fem procent. Det vil være de største prisstigninger, også kaldet inflation, siden 1980'erne.

- Selv om inflationen ventes at aftage i 2023, og lønstigningerne ventes at stige til 4,5 procent, er der udsigt til stagnation i reallønnen samlet set over årene 2022 og 2023.

Det betyder, at selv om lønnen stiger i det år, vil lønmodtagerne ikke opleve at kunne købe mere, fordi priserne stiger tilsvarende. Realløn er et udtryk for, hvor meget mere man kan købe for sin løn.

Så når reallønnen står stille, får lønmodtagerne ikke mere købekraft.

* Efter flere års vækst forventes et par år med stilstand i dansk økonomi.

Størrelsen på et lands økonomi måles oftest i bruttonationalprodukt (bnp). De seneste år er dansk økonomi vokset hvert år over de seneste år.

Men danskerne skal ifølge vismændene indstille sig på, at dansk økonomi bliver ramt af noget nær stilstand i 2022 og 2023.

* Regeringen poster flere penge ud i samfundet, men den burde stoppe op.

De økonomiske vismænd ser gerne, at finanspolitikken for 2023 strammes mere, end den aktuelt ser ud til at blive.

Man frygter blandt andet, hvilken betydning det kan få for den allerede høje inflation, hvis regeringen poster flere penge ud i samfundet og dermed øger efterspørgslen.

De advarer mod, at de afledte effekter af større efterspørgsel kan få betydelige omkostninger, når inflationen skal bringes ned igen.

* Aalborg Portlands rabat på CO2-afgift gør den grønne omstilling dyrere.

Regeringens udspil til en CO2-afgift indeholder en lavere afgiftssats til særlige brancher herunder cementbranchen.

Det betyder ifølge vismændene, at CO2-afgiften ikke er "ensartet" på tværs af brancher. Det "fordyrer klimapolitikken betydeligt" ifølge vismændene.

Regeringen har argumenteret for, at hvis cementproduktionen i Danmark fik samme afgiftssats ville den blot flytte ud af Danmark. Dermed vil det ifølge regeringen ikke nedbringe den globale udledning.

Det argument forstår vismændene ikke til fulde. Blandt andet noterer vismændene sig, at den danske cementindustri bruger mere energi end anden cementindustri i EU.

/ritzau/