Portører og region mangler svar efter møde i Arbejdsretten
Foto: Anders Knudsen, arkivfoto
Anders Knudsen, arkivfoto
Portørerne i Region Sjælland skal genoptage arbejdet, men stridens to spørgsmål er ikke endeligt afgjort.
Det tog som ventet ikke mange minutter, før Arbejdsretten torsdag eftermiddag pålagde portørerne i Region Sjælland at droppe deres strejke og komme tilbage i arbejde.
Portørerne har strejket den seneste tid, men da der er tale om en arbejdsnedlæggelse i strid med overenskomsten, har fagforbundet FOA og LO hele tiden opfordret portørerne til at trække i arbejdstøjet.
Derfor var udfaldet af den del af sagen ventet.
Dog er der ikke fastlagt en bod - altså en mulig bøde. Det vil ske på et senere retsmøde.
Stridens kerne handler om, at Region Sjælland vil have portørerne til at tage en uddannelse som serviceassistent. Det vil betyde, at portørerne skal løse flere opgaver, blandt andet rengøring.
Siger portørerne nej til den efteruddannelse, skriver de samtidig under på deres egen fyreseddel. Regionen gav tidligere på måneden 22 portører et sådant varslingsbrev. Det udløste vrede og siden strejke.
Netop den varslede massefyring er den anden sag, der torsdag var for Arbejdsretten. Her faldt der dog ingen afgørelse.
I stedet skal parterne troppe op i Arbejdsretten igen 31. august. Her vil der blive fastsat en dato for, hvornår spørgsmålet kan blive behandlet.
Portørerne skal svare på varslingsbrevet fredag inden klokken 12. Fagforbundene havde bedt Arbejdsretten om at forlænge fristen, mens sagen står på, men det blev afvist.
Afviser portørerne at sige ja til uddannelsen, kan de betragte sig selv som fyret fra 31. januar 2019.
Det er repræsentanter for parterne, der mødes i retten. På den ene side af bordet sidder LO, mens Danske Regioner sidder på den anden.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie