Put ikke skrøbelige ting i kuffert i flyet

Man kan ikke proppe alt muligt i kufferten og satse på, at man får det erstattet, hvis uheldet er ude.

Det måtte en mand sande, da han på en flyvetur fra København til Orlando, USA, fik beskadiget sin kuffert og et headset, der var pakket ned i den.

Passageren klagede både til lufthavnspersonalet og til flyselskabet, og da han ikke hørte fra flyselskabet, købte han selv et nyt headset.

Manden kontaktede derefter flere gange flyselskabet og krævede erstatning for den ødelagte kuffert og for headsettet.

Til sidst tilbød flyselskabet at dække 80 procent af kuffertens værdi, men afviste at erstatte headsettet. Sagen endte i Forbrugerklagenævnet, hvor passageren fik delvis ret i sin klage.

- Forbrugerklagenævnet slog fast, at passageren har krav på at få erstatning for den ødelagte kuffert, siger specialkonsulent i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Henrik L. Sedenmark om sagen.

Ifølge loven har flyselskabet ansvaret for, at bagagen ikke bliver ødelagt under rejsen.

- Men som flypassagerer skal man altid være varsom med at lægge skrøbelige og værdifulde genstande i sin bagage, siger Henrik L. Sedenmark og fortsætter:

- Nævnet har i afgørelsen lagt vægt på, at det er almindeligt kendt, at indtjekket bagage kan få en hårdhændet behandling under en rejse. Passageren burde have vidst, at der var en risiko for, at der opstod skader på bagagen under rejsen.

Flyselskabet har pligt til at betale erstatning for ødelagt bagage. Det højeste beløb, man kan få, er omkring 9800 kroner pr. passager.

Beløbets størrelse afhænger af en konkret vurdering af, hvor stor skaden er.

/ritzau/

Går din kuffert i stykker på flyrejsen, kan du få den delvist erstattet. Det kniber dog med indholdet.

Offentliggjort Sidst opdateret