Rambøll og C. F. Møller skal bygge Nordfalster-fængslet

Det bliver arkitektfirmaet C. F. Møller og ingeniørfirmaet Rambøll Danmark, som i samarbejde med en række underrådgivere skal stå for byggeriet af det det kommende statsfængsel på Nordfalster.

Vinderprojektet blev offentliggjort ved et arrangement på Fuglsang Kunstmuseum onsdag.

Rambøll og C. F. Møller har i fællesskab udviklet en fængselsform, der ikke tidligere er set i Danmark. Ifølge en pressemeddelelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen tager byggeriet udgangspunkt i en spredt, lav bebyggelse, men koncentrer samtidig bygningerne omkring nogle centrale fritids- og beskæftigelsesfaciliteter.
- Det skal skabe et bymæssigt miljø i tæt samspil med det omgivende landskab på begge sider af den seks meter høje mur, der vil omkranse fængslet, hedder det i pressemeddelelsen.

Kriminalforsorgens direktør William Rentzmann glæder sig, til det nye fængsel står færdig.
- Det er et godt bud på fremtidens fængsel. Det har en høj arkitektonisk kvalitet, og det vil gøre det lettere for os at tage hånd om de udfordringer, vi står over for, siger han.

Der er afsat godt en milliard kroner til byggeriet af det nye fængsel, som ventes at stå færdigt i 2016. Fængslet skal afløse statsfængslet i Vridsløselille.

Ialt otte arkitekt- og ingeniørhold deltog i projektkonkurrencen.

Foto: Sådan kommer det nye fængsel til at se ud.

Direktoratet for Kriminalforsorgen offentliggjorde onsdag, hvem der skal stå for byggeriet af det kommende statsfængsel ved Gundslev. Byggeriet bliver unikt i Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret