Dagligvarebutikken Rema 1000 på Grønnegårdsvej i Nykøbing må for anden gang på blot to uger holde helt lukket på grund af computerproblemer - og denne gang varer lukningen i flere dage.
En seddel på døren til butikken fortæller kunderne, at man på grund af problemer med rdb-systemet må holde lukket fra i går mandag og helt frem til og med torsdag i denne uge.
- Vi har haft bøvl med vores edb-kabler flere gange i løbet af de sidste par år, og nu er vi nødt til at skifte dem helt ud. Jeg havde håbet, at den nødløsning, vi fik lavet sidste gang, vi holdt lukket, kunne holde frem til, at vi skal udvide butikken til foråret, men sådan gik det ikke.
- Så nu får vi udskiftet kablerne hele vejen fra kasserne og ind til vores egen computer. Der skal normalt være to udgange fra hver kasse - en til dankort-terminalen, og en til resten, men vi har kun en fra hver kasse, så den er noget overbelastet. Og hvis der måske også har været et brud på en af dem, så er det klart, at det går galt, siger købmand Klaus Petersen fra Rema 1000.
Han er ked af, at han er nødt til at afvise kunder fra sin butik, især så tæt på jul. Men han trøster sig lidt med, at det er ikke er i næste uge, at han er nødt til at holde lukket.
- I denne uge er mange mennesker nok mest optaget af at få købt julegaver, mens de i næste uge nok mere går efter at få handlet dagligvarer ind til juledagene. Derfor ville det også være katastrofalt, hvis vi var tvunget til at holde lukket i næste uge, forklarer han.
Den fire dage lange lukkeperiode bliver dog langtfra gratis for købmanden, der er tilknyttet Rema 1000-kæden på franchisebasis. Klaus Petersen skønner, at han formentlig mister mindst 100.000 kroner i omsætning pr. dag.
- Men jeg håber, at vi får solgt en del i de sidste dage op til jul, og så må jeg ellers prøve at afsætte nogle af mine varer til de andre Rema 1000-butikker i området, siger Klaus Petersen.
Han forventer, at butikken åbner igen fredag morgen.
Den omtalte udvidelse af butikken i Nykøbing ventes at begynde i marts og betyder blandt andet, at der kommer nyt inventar, og at butiksarealet bliver udvidet med cirka 200 ekstra kvadratmeter. Udvidelsen ventes at være overstået i midten af maj.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie