Så er der igen job og penge i kasserne

Granby Pack A/S i Nykøbing er kommet ud på den anden side af krisen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter et markant minus på cirka 2,5 millioner kroner i 2009 kommer der igen plus på bundlinjen i år hos Granby Pack A/S i Nykøbing.

Samtidig er antallet af medarbejdere steget støt og sikkert til nu 38 - og ordrebogen ser absolut fornuftig ud i virksomheden, som producerer og sælger “skræddersyet” emballage primært i træ til en række kunder, som har brug for sikker transport-emballage. Det gælder for eksempel firmaer i elektronik- og automobilindustrien.

På virksomheden glæder man sig ikke mindst over, at den fornyede fremgang efter det meget vanskelige 2009 først og fremmest er kommet i kraft af flere kunder og øget omsætning. Man har med andre ord ikke sparet sig til det plus på bundlinjen i 2010, som man nu med sikkerhed kan se frem til.

- Vi har haft en vækst på 20 procent i forhold til 2009. Det var, hvad vi planlagde og budgetterede med, så det er selvfølgelig meget tilfredsstillende, at det så også er lykkedes, siger salgsdirektør Klaus Nørholm Jørgensen, som betoner, at det har krævet en endog meget stor indsats overalt i firmaet:

- Det er altså ikke en fremgang, der er “kommet flyvende” i form af for eksempel en enkelt stor kunde, som pludselig har givet os store ordrer. Det har været “kamp fra hus til hus” så at sige, hvor vi samlet set har fået omkring 100 nye kunder på listen, forklarer han.

Men der er naturligvis forskel på størrelsen af kunderne. Nogle af de tunge finder man eksempelvis i Tyskland, som i det hele taget har været et marked med en vækst på omkring 80 procent i forhold til sidste år for Granby Pack.

- Vi tror og håber på fortsat udvikling i den rigtige retning for os. For 2011 vil vi formentlig satse på en omsætningsfremgang omkring 10 til 15 procent, siger salgsdirektøren.