Sommerhuspriserne når højeste niveau i 13 år
Sommerhuspriserne nåede i juni deres højeste, siden Boligsiden begyndte at offentliggøre tal i 2011. (Arkivfoto). Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Ifølge Boligsidens markedsindeks var sommerhuspriserne i juni på deres højeste, siden Boligsiden blev stiftet.
Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for sommerhuse var i juni den højeste i 13 år.
Det viser nye tal fra Boligsidens markedsindeks.
Et sommerhus koster nu i gennemsnit 23.377 kroner per kvadratmeter.
Ifølge en pressemeddelelse fra Boligsiden er det ikke set højere, siden Boligsiden begyndte at føre statistik i 2011.
- Det er vildt, at sommerhuspriserne nu har ramt den foreløbige top, hvor vi også her skal tilbage til sommeren 2022 for at se et prisniveau, der ligger tættest på det nuværende, siger Birgit Daetz, som er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, i pressemeddelelsen.
Ifølge Lise Nytoft Bergmann, som er chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit, skyldes det blandt andet den stærke samfundsøkonomi.
Det skriver hun i en kommentar til de nye tal.
- Under pandemien blev der handlet så mange sommerhuse, at nogle ejendomsmæglerne stod med næsten tomme hylder. Efterfølgende er udbuddet steget igen, men der er stadig så få sommerhuse til salg, at sælgerne har gode kort på hånden. Det udnytter de ved at sætte prisen på deres sommerhus op.
Lise Nytoft Bergmann skriver, at priserne steg med næsten ni procent fra midten af 2022 til midten af 2023.
Undervejs faldt priserne igen. Men ifølge økonomen er priserne aktuelt højere, end de var, senest de toppede i 2022.
Priserne er steget med fem procent over de sidste tre måneder.
Ifølge Lise Nytoft Bergmann kostede et gennemsnitligt sommerhus på 80 kvadratmeter 1.856.000 kroner i juni 2022.
Det samme sommerhus ville i dag koste 1.870.000 kroner efter at have været nede på et prisniveau, der hed 1.706.000 kroner i februar 2023, lyder det fra økonomen.
Huspriserne er generelt stigende ifølge Boligsidens tal.
Ifølge pressemeddelelsen fra Boligsiden er huspriserne steget med 3,5 procent fra december sidste år til juni i år.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie