Stort fald i rejser giver DSB underskud på 600 millioner
Antallet af rejser med DSB er faldet med 36 procent i årets første halvdel. (Arkivfoto) Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
DSB kommer ud af første halvår med underskud på 607 millioner kroner. Antallet af rejser er faldet 36 procent.
Der har været et stort fald i antallet af togrejser under coronaudbruddet, og det har været en dyr omgang for DSB.
Det statsejede togselskab kommer ud af første halvår med et underskud før skat på 607 millioner kroner. I samme periode sidste år gik DSB's regnskab til sammenligning i nul.
Der var knap 56 millioner rejser med DSB i årets første seks måneder. Det er 31 millioner færre rejser end samme periode i 2019.
DSB har gennem udbruddet kørt med stort set samme køreplan som normalt efter aftale med regeringen.
I flere måneder har der været restriktioner på den offentlige transport - herunder krav om afstand - som har gjort, at DSB ikke har kunnet fylde sine tog.
Samtidig blev befolkningen i starten af udbruddet opfordret til at blive hjemme og undgå unødvendige rejser - for eksempel opfordrede statsminister Mette Frederiksen (S) til at undgå familiebesøg i påsken.
De færre rejsende har også betydet, at DSB har tjent færre penge fra salg fra kiosker.
Samlet set er DSB's omsætning faldet med omkring 1,1 milliard kroner til 4,6 milliarder kroner.
Ud over indtægter fra billetter stammer DSB's indtægter primært fra støttekroner fra staten, som i første halvdel af året udgør knap to milliarder kroner.
For hele 2020 forventer DSB et underskud på omkring en milliard kroner. Det var også forventningen, da togselskabet offentliggjorde sit seneste regnskab i maj.
- Det er vores vurdering, at covid-19-pandemien også for resten af året vil have en betydelig negativ indvirkning på rejsetal og økonomi.
- Størrelsen af underskuddet er forbundet med stor usikkerhed og afhænger af, i hvilket omfang og tempo kunderne vender tilbage, skriver DSB i regnskabet.
DSB har tidligere sat et mål om, at det fra 2030 skal kunne klare sig uden økonomisk hjælp fra staten.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie