Konkurrenterne har travlt, mens Carlsberg ligger i dvale på grund af strejken blandt de ansatte.
Det kan ende med at rykke ved Carlsbergs markedsandele på den danske hjemmebane, siger bryggeriets kommunikationsdirektør Jens Bekke.
- Det er klart, at strejken koster markedsandele i det her kvartal. Alt efter hvor længe det varer, kan et kvartal jo også trække ned på hele året, siger Jens Bekke.
Før strejken sad Carlsberg solidt på 60 procent af ølmarkedet i Danmark - og 50 procent af sodavandssalget. Men i øjeblikket må supermarkeder, caféer og restauranter gå til de mindre bryggerier for at få fyldt køleskabene op.
Der bliver hverken brygget eller leveret øl fra Carlsberg i Danmark. Blandt andre melder Royal Unibrew, Thisted Bryghus og Vestfyen om ekstra gang i butikken på bekostning af Carlsberg.
- Vi kan ikke gøre noget - alt er tømt ud, siger Jens Bekke.
Ledelsen fastholder, at man først vil genoptage forhandlingerne med medarbejderne, når de er tilbage i arbejde.
Carlsberg har bryggerier i flere lande i nærheden af Danmark, men Jens Bekke vil ikke komme ind på, om man overvejer at få ølforsyninger til Danmark fra udlandet.
- Vi vil godt kunne få leveret, men det vil vi ikke fortælle om, før vi har besluttet noget. Det bliver oplevet som en provokation, hver gang vi melder noget ud, siger han.
Carlsberg vil ikke ud med et overslag på, hvor meget strejken har kostet på bundlinjen indtil nu. Kun én ting er sikkert - det er dyrt, siger Jens Bekke.
Strejken blandt Carlsbergs bryggeriarbejdere startede den 4. maj. Medarbejderne er utilfredse med ledelsens udspil om nul kroner i de lokale lønforhandlinger.
Carlsberg fik et overskud i 2009 på 9,4 milliarder kroner mod otte milliarder kroner i 2008.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie