Tillidskvinde overrasket over fyringsantal

- Jeg havde forventet færre end 110 medarbejdere.  
Sådan lyder det fra Betty Pedersen, der er tillidskvinde på Hardi i Nørre Alslev.
 
Hun er i den seneste uges tid blevet orienteret af ledelsen på Hardi om udsigterne til de afskedigelser der i løbet af onsdagen og torsdagen blev varslet ved informationsmøder.
 
- De første meldinger fra ledelsen lød på langt færre end de 110 medarbejdere der nu er meldt ud - og det overrasker mig, siger Betty Pedersen.
 
Hun håber dog, at man i de kommende forhandlinger med ledelsen kan afbøde mest muligt for direkte fyringer.
 
- Vi har en del medarbejdere, der har en del afspadsering tilgode. Andre håber vi på, at vi kan give noget uddannelse og til sidst er der en gruppe medarbejdere, der er tæt på efterlønsalderen, siger hun.
 
Betty Pedersen har i et stykke tid bare ventet på, hvornår finanskrisen også skulle ramme Hardi.
 
- Man har jo ikke kunne undgå at registrere, hvad der ellers sker rundt om i erhvervslivet, så det var vel kun et spørgsmål om tid før vi også blev ramt, siger hun.
 
- Men dagen i dag (torsdag red.) har været meget turbulent. Jeg har talt med mange medarbejdere, der har spørgsmål om opsigelsesvarsler og meget andet. Der er ingen tvivl om, at usikkerheden er stor blandt alle medarbejdere nu, siger Betty Pedersen.
 
Hun roser dog ledelsen på Hardi for, at have informeret tillidsmænd og medarbejdere på fornuftig vis.




Tillidskvinde Betty Pedersen, Hardi, havde ikke forventet at fyringsvarslet ville omfatte 110 medarbejdere.

Offentliggjort Sidst opdateret