Troels Lund: Større lufthavn vil være kæmpe gevinst
En udvidelse af Københavns Lufthavn vil være en stor gevinst i form af flere arbejdspladser og bedre forbindelser til Danmark, mener Troels Lund Poulsen (V), beskæftigelsesminister. Foto: Polfoto/Pedersen Rune Aarestrup
Polfoto/Pedersen Rune Aarestrup
Beskæftigelsesministeren ser positivt på Københavns Lufthavns planer om at udvide for 20 milliarder kroner.
Københavns Lufthavns planer om at investere 20 milliarder kroner i udvidelser er ambitiøse og kan komme hele Danmark til gavn, hvis de gennemføres.
Det siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) forud for Københavns Lufthavns præsentation af planerne fredag.
- Det er klart, at det vil skabe flere arbejdspladser, hvis det lykkes for Københavns Lufthavn at lave den her meget store investering, og det kan man som beskæftigelsesminister kun være glad for, lyder det.
Lufthavnen forventer, at antallet af permanente arbejdspladser vil stige med 9000. I dag arbejder 16.500 personer i lufthavnen. Derudover vil der i anlægsperioden blive skabt 12.500 nye job.
- Det vil være et kæmpe boost i direkte beskæftigelse, men også indirekte beskæftigelse for Københavns Lufthavn, lyder det.
For at planerne skal kunne gennemføres, skal der nogle planmæssige ændringer til, som skal godkendes af Folketinget. Lufthavnen skal også indsende en ansøgning til Transportministeriet.
I forbindelse med aftalen om planloven fra juni i år oplyste regeringen, at der blev sat gang i et forberedende arbejde med en luftfartspolitisk strategi.
Strategien skal blandt andet se på mulighederne for at "tiltrække yderligere trafik til de danske lufthavne til gavn for vækst og beskæftigelse."
Ifølge aftalen om planloven skal netop bedre rammer for udbygning af Københavns Lufthavn drøftes.
- Det er vigtigt, at Københavns Lufthavn er motor i den luftfartspolitiske strategi, som vi arbejder med. Derfor er jeg glad for, at lufthavnen præsenterer deres planer nu, lyder det fra Troels Lund Poulsen
- Jeg synes, at man skal være positiv over for det her i de politiske aftaler, der nu skal laves. For det vil være en kæmpe gevinst for Danmark og dansk erhvervsliv, at der kommer flere flyforbindelser til Danmark, siger ministeren.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie