Tysk storbank ransages i relation til Danske Bank-sag
Deutsche Banks hovedkontor i Frankfurt er blevet ransaget som led i efterforskning af sagen om hvidvask i Danske Bank.
(Arkivfoto) Foto: Ralph Orlowski/Reuters
Ralph Orlowski/Reuters
Danske Bank i Estland og Deutsche Bank havde samarbejde gennem flere år. Deutsche Bank er blevet ransaget.
Tyske myndigheder har ransaget Deutsche Banks hovedkvarter i Frankfurt. Aktionen er sket i relation til hvidvasksagen i Danske Bank.
Det oplyser anklagemyndigheden i Frankfurt onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Undersøgelsen går på, om den tyske storbank var hurtig nok til at advare myndighederne om suspekte overførsler.
Ransagningen blev indledt tirsdag og er fortsat onsdag. Tre anklagere og ni efterforskere gennemgår dokumenter i banken.
Deutsche Bank bliver undersøgt, fordi banken gennem flere år havde et samarbejde med Danske Banks estiske filial, der har været centrum for hvidvasksagen.
Deutsche Bank har stået for at gennemføre betalinger i dollar på vegne af Danske Bank-kunder i den estiske filial.
Ransagningen går på dokumenter fra perioden 2014 til 2018, hvor en mistænkt person arbejdede i Deutsche Bank.
Den tyske bank har ifølge anklagemyndigheden rapporteret 1,1 million mistænkelige overførsler.
Men et tocifret antal overførsler - der samlet beløber sig til 12,5 millioner euro - blev indrapporteret for sent eller skulle aldrig være gået igennem.
Deutsche Bank udtaler, at den samarbejder med myndighederne.
Samarbejdet med Danske Bank stoppede i 2015. Samme år advarede Deutsche Bank om, at der var mistænkelige overførsler fra Danske Banks kunder.
De mistænkelige transaktioner i Danske Bank er ifølge banken selv sket fra 2007 til 2015. Ifølge Danske Bank der været overførsler på 1500 milliarder kroner fra en gruppe af udenlandske kunder.
I Danske Banks egen advokatundersøgelse er en stor del af beløbet betegnet som mistænkeligt. Den blev offentliggjort i september 2018.
Det er ikke første gang, at Deutsche Bank er i myndighedernes søgelys.
Finansmediet Bloomberg News skrev i januar, at den amerikanske centralbank - kendt som Federal Reserve - også undersøger, om Deutsche Bank har haft god nok kontrol med overførslerne fra Danske Bank.
Deustche Bank har banklicens i USA. Banker i USA skal granske kunder og deres adfærd for at opdage potentiel hvidvask og advare myndigheder om mistænkelige overførsler.
Den amerikanske centralbank er en af de myndigheder, der har til opgave at holde øje med, om bankerne har tilstrækkeligt gode systemer til at opdage mistænkelige overførsler.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned