Vigtigt med fokus på eksporten
Coronakrisen har for mange virksomheder på Lolland-Falster givet anledning til overvejelser om optimering og omstilling, vurderer Kim Frimann, formand i DI Lolland-Falster. Foto: Jan Knudsen
Jan Knudsen/Arkiv
Produktions- og industrivirksomhederne på Lolland-Falster er med coronakrisen tvunget til at tænke kreativt, lyder det fra lokal DI-formand.
Coronakrisen har ramt landsdelens industrivirksomheder meget forskelligt. Nogle er ramt hårdere end andre, mens andre igen har skabt øget vækst det seneste halve år.
- Billedet er meget varieret. Men når vi ser på landsdelens industrivirksomheder, så er det især eksportvirksomhederne, der træder frem i billedet, lyder det fra direktør i Frimann Biler A/S, Kim Frimann, formand i Dansk Industri Lolland-Falster.
En stor del af produktionen går til eksport. Enten fordi virksomhederne sælger produkter på eksportmarkeder, eller fordi de er underleverandører til eksport.
- Netop landsdelens eksportvirksomheder er uhyre vigtige for landsdelen, fordi de genererer vækst til Lolland-Falster. De virksomheder lever ofte et lidt stille liv. Man ved ikke så meget om virksomhederne i lokalsamfundet. Typisk fordi deres markeder ligger udenfor Lolland-Falster, vurderer Kim Frimann.
Og netop eksportvirksomhederne har med coronakrisen generelt svære betingelser, fordi markeder i hele verden har været eller fortsat er lukket helt eller delvist ned.
- Eksportvirksomhederne gik ind i krisen i foråret med fyldte ordrebøger, men nogle virksomheder har ikke kunne sælge for nye ordrer. Så de virksomheder bliver først ramt senere, når ordrebøgerne er tømt. Derfor er det vigtigt, at der også nu er politisk fokus på eksportvirksomhederne, slår Kim Frimann fast.
Står til rådighed
Han mener nemlig, at det for eksportvirksomhederne kan være vanskeligt at genskabe markedsandele, som kan være tabt under coronakrisen.
- Hvis en virksomhed først har mistet taget i markedet, så kan det ikke bare genetableres henover natten. Så finder de, der skulle bruge de varer, andre aktører, konstaterer han.
I den sammenhæng peger Kim Frimann på, at kommunerne meget hurtigt tog kontakt til organisationerne, deriblandt DI, med henblik på hjælp.
- Det er meget positivt, og det fortjener kommuner ros for. Det kan umiddelbart være vanskeligt at pege konkret på, hvordan eksportvirksomhederne kan hjælpes. Men det handler om, at alle aktører - kommuner, organisationer og erhvervshuse - står til rådighed for virksomhederne, siger Kim Frimann og peger på Erhvervshus Sjælland og Business Lolland-Falster som vigtige partnere.
- Især for de små og mellemstore virksomheder er der en del hjælp at hente til at vurdere, om man som virksomhed skal arbejde på at finde nye markeder, eller om produktionen skal og kan omstilles til en anden type produkter. Fokus kan også rettes mod grøn omstilling og digitalisering, vurderer Kim Frimann og konstaterer.
- Det er der faktisk en del virksomheder, der allerede gør. Der er eksempler på danske virksomheder, hvis markeder er lukket ned, som i Danmark finder andre markeder for afsætning. Pludselig er der danske kunder, som ikke kan få leveret varer fra Kina, som de plejer, siger Kim Frimann.
Han erkender, at det er kompliceret.
- Derfor er det også vigtigt, at kreativiteten er stor, og at virksomhederne rækker ud efter de muligheder for sparring og hjælp, der er til omstilling og eventuel digitalisering af processer. Det kan være både produktionsprocesser og salgsprocesser, siger han og opfordrer direkte virksomhederne til at gøre brug af den ekspertise, der findes i Erhvervshuse og Business Lolland-Falster.
Der skal rækkes ud
Netop i denne tid er der ekstraordinært mange puljer til omstilling, som virksomhederne kan gøre brug af til eksempelvis grøn omstilling.
- Det kan måske virke uoverskueligt at skulle til at søge puljer. Men her giver det god mening at række ud til erhvervshusene, Business Lolland-Falster og andre, der kan hjælpe med det, siger Kim Frimann.
Han understreger, at det går begge veje.
- Erhvervshusene og Business Lolland-Falster skal også være opsøgende i forhold til virksomhederne. For det handler ikke nødvendigvis kun om at rådgive virksomheder, hvis markeder er lukket ned. Det kan også være relevant at hjælpe virksomheder, der under coronakrisen har vækstet, til at kunne skalere produktionen endnu mere op, påpeger han.
Netop med udgangen af august måned er lønkompensationspakken, der blevet lanceret i foråret, udløbet.
- På Lolland-Falster har vi generelt ikke gjort så meget brug af lønkompensationspakken, som tilfældet har været i andre dele af landet. Langt de fleste virksomheder, der har gjort brug af pakken, har ikke længere brug for lønkompensation, siger Kim Frimann, der tilføjer, at der kan være specifikke brancher, der fortsat kan have brug for hjælpepakker.
- Men generelt er jeg fortrøstningsfuld i forhold til den fortsatte politiske fokus på den del, slår han fast.
Kim Frimann er på de lokale industrivirksomheders vegne også fortrøstningsfuld, når det gælder fremtiden.
- Ja, der er virksomheder, der er presset på ordrebøgerne. Men vi står på Lolland-Falster til gengæld overfor så store muligheder, så det handler om at justere på virksomheden, så den passer til den nye virkelighed, siger Kim Frimann og peger blandt andet på byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen.
- Der har vi på Lolland-Falster nogle kompetencer, vi kan byde ind med. Vi skal også til at producere grøn energi på nye måder og lave produkter til den grønne industri. Så vi står på Lolland-Falster med mange muligheder i fremtiden, til trods for coronakrisen, slår Kim Frimann fast.
Seneste artikler
Kommende læger har valgt øerne til: - Basen her er ret god
Han tog fra Australien til Marielyst for at passe på strandgæsterne
Nu har kendt læge slået cafédørene op
Skriv til os: Hvordan klarer du dig i varmen?
Flere patruljer rykkede ud: 51-årig anholdt for grov vold
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Gård til salg for svimlende millionbeløb
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Besparelse splitter byrådet: Nu sænkes beredskabet på øerne