Stigende efterspørgsel på værelser til Femern-folk

Anders Henriksen har opført en pavillonbygning med 76 værelser på Skippergårdens grund. Når alle værelser er udlejet, er han klar til at opføre en pavillonbygning mere. Foto: Anders Knudsen

Der begynder for alvor at komme gang i udlejningen af værelser til Femern-folk hos Lidsø Gods.

Offentliggjort Sidst opdateret

På Lidsø Gods har ejer Anders Henriksen i god tid forud for byggestarten på Femern-forbindelsen forberedt sig på et stort rykind af medarbejdere, som har behov for overnatning i området.

Og nu begynder det også at gå stærkt med at få udlejet de mange værelser, som Lidsø Gods råder over.

Anders Henriksen erhvervede i 2009 Skippergården, som tidligere husede administrationsbygning og værelser til søfolk, institution for domsanbragte udviklingshæmmede under navnet Rødbygård og senest narkoafvænningscenter. Bygningen er sat i stand og har i dag 42 værelser.

Skippergården er sat i stand og har i dag 42 værelser, der er udlejet til Femern-folk. Foto: Anders Knudsen

På Skippergårdens grund blev der for halvandet år siden opsat en pavillonbygning med 76 lejligheder.

- Derudover har vi en del forskellige sommerhuse, huse og lejligheder, som vi lejer ud. Alt i alt har vi nok cirka 200 værelser, siger Anders Henriksen.

Mange forespørgsler

Lige nu er hele Skippergården besat med folk fra Give Steel, som bygger produktionshallerne til tunnel-elementfabrikken, ligesom husene også er fuldt bookede.

- Stort set alle har noget med Femern-projektet at gøre, siger Anders Henriksen.

Kun 40 lejligheder er lige nu ledige i pavillonbygningen, som er et såkaldt modulbyggeri opført af byggefirmaet Jytas A/S i Galten ved Aarhus.

Men det er nok også kun et spørgsmål om tid, før de er udlejet.

På den anden side af sommerferien er stort set alt nok booket med de forespørgsler, vi har nu.

Anders Henriksen, Lidsø Gods

- På den anden side af sommerferien er stort set alt nok booket med de forespørgsler, vi har nu, siger Anders Henriksen.

Han købte da også netop Skippergården med henblik på udlejning, og der er lavet lokalplan og byggetilladelse til, at der kan opføres op til 110 midlertidige værelser på grunden.

- Vi har alle tilladelser på plads til at bygge en række mere. Men vi bygger ikke mere, før de første 76 værelser er lejet ud. Det er en stor investering at bygge dem, siger Anders Henriksen.

- Vi bygger ikke mere, før de første 76 værelser er lejet ud, siger Anders Henriksen, ejer af Lidsø Gods. Foto: Anders Knudsen

Hvor hurtigt kan I opføre en ny række?

- Indenfor tre måneder. Infrastrukturen med stikledninger og kloakering er der, så det er kun et spørgsmål om, hvor hurtigt de kan producere modulerne og sætte dem op, fortæller Anders Henriksen.

Ugentlig rengøring

Rundt om i de mange værelser bor der blandt andet folk fra Bulgarien, Rumænien, Polen og Estland foruden også en del danskere fra andre dele af landet.

Alle 76 værelser i den modulopførte bygning har eget bad og toilet. Foto: Anders Knudsen

Værelserne i den toetagers pavillonbygning er på 18 kvadratmeter og med eget bad og toilet og indrettet med seng, arbejdsbord, smart-tv, garderobeskab og tekøkken med køleskab, mikroovn og elkedel. På værelserne er der installeret aircondition, og i stueplan er der etableret vaskerum til fri afbenyttelse.

Som en del af lejen er der ugentlig rengøring og afhentning af sengelinned, fri parkering og wi-fi. Desuden er der mulighed for at få adgang til faciliteterne på Skippergården, som tilbyder et stort fælleskøkken, fitness og andre aktiviteter som bordtennis.

Beboerne har adgang til fælleskøkken, fitness og aktiviteter som bordtennis. Foto: Anders Knudsen

- Vi kan også tilbyde madordninger, men der er ikke så mange, der benytter sig af det. Vi har fælleskøkkener for hver 10 beboere, og de kan godt lide at lave mad selv. De fleste får også mad ude på campen, hvor der er en stor kantine, siger Anders Henriksen.

Værelserne i den toetagers pavillonbygning er på 18 kvadratmeter, har fint lysindfald og smart-tv. Foto: Anders Knudsen

Kræver mandskab

Han har fået lavet websiden fehmarnaccomodation.com, men oplever, at netværk, forbindelser og snak med folk oftere giver kunder end websiden.

- Vi har altid haft udlejning, så det er ikke nyt, men i det omfang vi har nu, er det en stor ting, og det kræver noget mandskab og koordinering, siger Anders Henriksen, som har ansat to ekstra folk til rengøring.

- Når der bliver fyldt helt op i pavillonerne, har vi nok behov for en eller to mere, siger han.

Og Anders Henriksen forventer, at der nok skal komme endnu mere gang i efterspørgslen.

- Der er måske omkring 1.000 mand hernede på byggeriet, og en del af dem er lokale, som kører dumpere, men når først produktionen begynder, og der skal laves elektrificering, så skal der bruges mange flere hundrede mand. Ifølge prognoserne peaker det først i 2024-25, så jeg forventer, at vi har godt booket i de næste mange år, slutter Anders Henriksen.

På Skippergårdens grund står stadig en gammel pavillon, som tidligere har huset flygtninge. Det er den til venstre. Værelserne er uden bad og skal fjernes og sandsynligvis erstattes af en mere moderne pavillon med eksklusive værelser, ligesom de 76 værelser, som allerede er opført overfor de gamle flygtningeboliger. Foto: Anders Knudsen