Charterrejserne er i snit en fjerdedel billigere i år
Hvis tegnedrengen ikke er helt så spækket i år som sidste år, er der måske alligevel råd til at tage på charterferie og få sol og sommer.
En opgørelse lavet af rejsesøgemaskinen Travelmarket viser, at charterrejserne er en fjerdedel billigere i højsæsonugerne 27, 28, 29 og 30 i år i forhold til ugerne sidste år i juli.
Gennemsnitsprisen for en uge væk fra den danske sommer til de otte mest populære charterdestinationer koster 3131 kroner mod 4105 kroner sidste år.
Det store prisfald hænger nøje sammen med den sydeuropæiske finanskrise - og med de uroligheder der blandt andet har været i Tyrkiet den seneste måned.
Den største rabat i forhold til sidste år får man, hvis man tager en uge til Cypern. Travelmarkedet har fundet en uge hertil for 2342 kroner, hvilket er næsten 49 procent mindre end i 2012.
Priserne for en uges ferie med fly og hotel til Portugal er faldet med mere end en tredjedel til 3551 kroner, mens en uge til Tyrkiet er blevet små 29 procent billigere til 2572 kroner, viser opgørelsen.
Hvis du ikke har noget specielt land i kikkerten og bare vil have en billig ferie sydpå, så kan du i år komme til Bulgarien for 1798 kroner. Det er 22,6 procent mindre end året før.
Og hos Star Tour har man indledt "storudsalg" i skolernes sommerferie, oplyser salgsdirektør Stig Elling. Og det er ikke hvert år, det sker. Ifølge Star Tour er priserne sat ned med 30 til 40 procent.
- Der er mange faktorer, der har drillet os, og det kommer forbrugerne til gode. Fra nu af er det vejret, der afgør charterbranchens sommer. Vi ønsker os, rent forretningsmæssigt, noget god dansk sommerregn, siger Stig Elling.
Travelmarket har via søgninger blandt afbudsrejser fundet frem til de billigste syv-dages rejser inklusiv hotel/lejlighed til de otte mest populære rejselande. Og alle lande er faldet i pris.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie