Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ynder at placere Danmark i top-5 blandt EU-landene, når det gælder økonomisk vækst. Eksemplet brugte han senest i søndagens tv-duel med Helle Thorning-Schmidt (S).
Men det er "ret problematisk" kun at skele til et enkelt kvartal, som Lars Løkke gør, når han fremstiller Danmark som vækst-frontløber i Europa. Det mener Bo Sandemann Rasmussen, som er professor i økonomi ved Aarhus Universitet.
- Hvis man kun refererer til et enkelt kvartal, så begynder tilfældighederne at spille kraftigt ind. Derfor er det ret problematisk kun at se på et enkelt kvartal. Som minimum bør man se på et helt års vækst, siger Bo Sandemann Rasmussen.
Lars Løkkes udsagn holder kun vand, hvis man ser på væksten i andet kvartal i år. Hvis man i stedet ser samlet på væksten i hele 2011, ryger Danmark nemlig ned på en niendeplads blandt de 15 "gamle" EU-lande fra før østudvidelsen, viser tal fra Eurostat, EU's statistiske kontor. Samme billede tegner sig for 2010.
- Et enkelt kvartals vækst behøver faktisk ikke at være særlig repræsentativt for hele årets vækst. Det kan variere meget fra kvartal til kvartal. Så det er helt klart mest fair at se på et helt år, fastslår Bo Sandemann Rasmussen.
Heller ikke Carl-Johan Dalgaard, der er professor i økonomisk vækst ved Københavns Universitet, finder det relevant at diskutere forskellene i EU-landenes vækst baseret på et enkelt kvartal.
- Det er et meget porøst grundlag, hvis man kun ser på et enkelt kvartals vækstrate. Selv et år er meget kortsigtet. Faktisk skal man hellere se hen over et helt årti, hvis man vil sammenligne sig med andre, konstaterer Carl-Johan Dalgaard.
- Tallenes usikkerhed blev jo fint illustreret i første kvartal i år, hvor en negativ vækstrate efterfølgende blev vendt til en lille positiv vækstrate. Og noget lignende kan meget vel ske med andet kvartal, påpeger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie