Praktiserende læger nikker godkendende til aftale
Foto: Mikkel møLler jøRgensen /Scanpix
Mikkel møLler jøRgensen /Scanpix
Medlemmerne af De Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har givet grønt lys til overenskomstaftalen med Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN).
Det oplyser PLO på sin hjemmeside og sætter dermed punktum efter en uges urafstemning, der er afsluttet mandag.
Blandt PLO's medlemmer bakkede 57 procent op om repræsentantskabets beslutning om at godkende aftalen med RLTN.
40 procent stemte for, at repræsentantskabets beslutning skulle omstødes, mens tre procent stemte, at den hverken skulle fastholdes eller omstødes.
- Jeg er tilfreds med, at der er medlemsopbakning til forhandlingsaftalen, og at repræsentantskabets beslutning fra den 22. marts, hvor 34 stemte for aftalen og 16 imod, var i tråd med medlemmernes holdning, siger Bruno Melgaard Jensen, formand for PLO.
Bruno Melgaard Jensen nævner, at det har været et langt forløb at nå frem til aftalen med RLTN, og at det har taget knap to år.
Med den godkendte aftale mener formanden, at PLO sender et signal til omverdenen om, at de praktiserende læger opfatter sig selv som en del af det sammenhængende sundhedsvæsen.
- Vi ønsker at deltage aktivt i kvalitetsudviklingen af sundhedsvæsnet, men der skal være sammenhæng mellem de opgaver, som samfundet ønsker, vi skal løse, og de ressourcer, der stilles til rådighed for almen praksis, siger Bruno Melgaard Jensen
Hos Kommunernes Landsforening glæder formanden for social- og sundhedsudvalget, Thomas Kastrup-Larsen (S), sig over, at parterne nu kan komme i gang med den vigtige opgave, der ligger i at styrke det borgernære sundhedsvæsen.
- Vi ser frem til et styrket samarbejde med almen praksis om de borgere, der er meget afhængige af både kommunen og almen praksis, siger Thomas Kastrup-Larsen.
- Det har vi fået bedre mulighed for nu. Med lægernes ja har vi et langt bedre grundlag for at kunne imødekomme de udfordringer, vi står over for med flere ældre og flere kronisk syge borgere.
I urafstemningen deltog 94,2 procent af PLO's stemmeberettigede.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie