Termoruder og isolering får boligens pris til at stige

Foto: Erik Refner /Scanpix

Hvis varmen piver ud af utætte vinduer, og huset varmes op af et ældgammelt oliefyr, så er det sandsynligvis sværere få en god pris for boligen, når den skal sælges.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et godt energimærke på boligen giver nemlig både højere kvadratmeterpris og mindre nedslag i prisen, når boligen skal sælges. Det viser en analyse af 35.000 bolighandler hos Totalkredit.

- Boligkøberne er blevet mere energibevidste og er villige til at give mere for boliger med gode energimærker, og det kommer til udtryk i højere priser og mindre nedslag på de mest energirigtige boliger, siger Troels Bülow-Olsen, direktør i Totalkredit.

I gennemsnit er boliger i den bedste energiklasse næsten 70 procent dyrere per kvadratmeter end boliger i den dårligste klasse. Og det bedste energimærke A bliver solgt til en pris, der ligger tre procent højere end det næstbedste mærke.

Sælgere af de mest energivenlige huse slår i gennemsnit otte procent af prisen, når der forhandles med køberen, mens sælgere med de mindst energivenlige huse på hånden må slå 19 procent af prisen.

Men der er håb forude for sælgere med huse, hvor varmen suser ud af revner og sprækker og tynde glasvinduer.

- Det er i mange tilfælde forholdsvist enkelt at energioptimere boligen, og især i mange ældre boliger kan selv små renoveringer være med til at gøre en forskel for boligens energimærke, siger Troels Bülow-Olsen.

Hvis man har gamle vinduer, kan de også med fordel skiftes ud med nye termovinduer, og så kan man overveje, om der er et bedre alternativ til opvarmning af boligen - for eksempel bytte oliefyr ud med naturgas.

Boligkøbernes stigende bevidsthed om energimærkernes betydning glæder klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R).

- Jeg tror, vi vil se en trend, hvor vi i nullerne brugte alle vores penge på samtalekøkkener og fladskærme, så vil vi i det her årti bruge pengene til at sikre vores bolig i fremtiden, siger han.

- Det er godt for vores økonomi, det er godt for klimaet, og det er godt for beskæftigelsen, siger Martin Lidegaard med henvisning til de mange håndværkere, der skal isolere og skifte vinduer.

/ritzau/