Vestager til EU: Vi har gæld men også mange aktiver
Foto: Jens nøRgaard Larsen /Scanpix
Jens nøRgaard Larsen /Scanpix
Når EU-Kommissionen bekymrer sig for den høje privatgæld i Danmark, skal den også holde for øje, at danskerne har mange aktiver.
Det påpeger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) over for Ritzau.
- Det, jeg synes, er vigtigt at holde fast i, når man taler om danskernes gæld, det er, at danskerne også har mange aktiver. Både i form af bolig, men også i form af store pensionsopsparinger.
- Og derfor er der altså i virkeligheden en meget solid balance mellem den gæld, man har, og de aktiver man råder over, lyder det fra ministeren.
EU-Kommissionen konstaterede tilbage i maj 2012, at der var makroøkonomisk ubalance i Danmark. Især i forhold til den danske konkurrenceevne og høje privatgæld hos danskerne.
Efter et års overvågning kom EU-Kommissionen så onsdag med et sammendrag over den danske økonomi, som overordnet set ikke giver grund til den store bekymring.
Dog hæfter kommissionen sig stadig ved den høje privatgæld. Ligesom den vurderer, at Danmark stadig kan tage skridt til at forbedre konkurrenceevnen og dermed øge eksporten.
Margrethe Vestager er ikke enig i, at gælden er det store problem. Til gengæld nikker hun genkendende til bekymringerne om erhvervslivets evne til at konkurrere og udnytte højvækstmarkederne.
- Når det kommer til konkurrenceevne og eksportandel, så matcher det fuldstændig det, der er vores bekymring og baggrund for, at vi har fremlagt vækstplanen, siger hun.
Ministeren forklarer, at regeringen håber, at den kan få et flertal i Folketinget til at stemme for, at man nedsætter afgifterne på for eksempel el til produktion, emballage og afledning af spildevand, så produktionsvirksomhedernes omkostninger minimeres.
Derudover påpeger hun, at flere danske varer skal på hylderne i de lande, hvor væksten er i højsæde.
- Og så vil vi selvfølgelig gerne mere offensivt ud til de steder, hvor væksten er - heriblandt de lande, som vi kalder for BRIK-landene, siger Vestager og tilføjer:
- For hvis man både kan producere tårnhøj kvalitet, gøre det til en rimelig pris og være til stede der, hvor kunderne er, så kan man komme ud af de problemer, som kommissionen påpeger, at vi har.
EU-Kommissionen holder fortsat et vågent øje med dansk økonomi.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie