Demokrati og frihed hyldet på grundlovsdag

Højskolen Marielyst havde inviteret borgmester Simon Hansen (S) som hovedtaler. Foto: Claus Hansen

Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF, Venstre og Højskolen Marielyst hyldede søndag grundloven.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND: Demokrati og frihedsrettigheder er ingen selvfølge, og derfor er grundlovsdag værd at fejre.

Så meget var søndagens grundlovstalere på Gedser Odde, Højskolen Marielyst og Fuglsang Kunstmuseum enige om.

På Gedser Odde samlede Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF i fællesskab cirka 40 tilhørere til fejringen af grundloven med Østersøen som kulisse og bagende pinsesol på græsset ved Formidlingshuset Marinestationen.

Guldborgsund Kommunes borgmester Simon Hansen (S) var første taler og lagde ud med at beklage, at dagen er overset.

- Grundlovsdag fortjener lige så meget opmærksomhed som jul og nytår. I min optik er det den vigtigste mærkedag, vi har i Danmark, for det er jo det tætteste, vi kommer på Danmarks nationaldag, mener Simon Hansen, som derudover lagde særlig vægt på den del af grundloven, der sikrer danskerne ytringsfrihed.

Grundlovsdag fortjener lige så meget opmærksomhed som jul og nytår.

Simon Hansen, borgmester

- Ytringsfriheden er til for at sikre os imod censur og diktatur. Den skal værne om vores ret til at mene noget forskelligt. Men ytringsfrihed kræver faktisk noget af os. Den kræver, at vi tænker os om, at vi overvejer, om det, vi siger, er relevant og nødvendigt. Vi skal ikke svine andre til og såre dem, bare fordi vi kan. Ytringsfrihed kræver, at vi er varsomme og betænksomme. Det har vi en tendens til at glemme. Mit hovedbudskab er, at ytringsfrihed ikke er det samme som ytringspligt, lød det fra Simon Hansen.

Enhedslistens Christian Tastrup på talerstolen på Gedser Odde. Foto: Claus Hansen

Enhedslistens Christian Tastrup roste borgmesteren for en positiv tale.

- Men det er slut nu. Ikke at jeg er meget uenig i, at grundlovsdag bør nyde mere respekt. Men et eller andet går galt, indledte Christian Tastrup og brugte derfra det meste af sin taletid på at advare mod den indflydelse, EU har på Danmarks frihedsrettigheder.

- EU vil være en ”rigtig stat”. En ”rigtig stat” har monopol på brug af magt; altså politi og militær. Derfor skulle vi for nogle år siden stemme om retsforbeholdet, for det var i vejen for et forbundspoliti. Her sagde danskerne dog nej. Nu skal EU have sin egen hær. Og Danmark skal med.

- I skal vide, at flertallet i Folketinget, når det drejer sig om og EF/EU, altid har benægtet fakta. Når de lover, at Danmark kan nedlægge veto, hvis vi ikke vil deltage i en krig, så skal I vide, at det - ikke i morgen, men på lidt længere sigt - ender med, at den slags afgørelser træffes af et flertal. Løfter, flertallet har udstedt siden 1972, har aldrig holdt vand. Kun tåber tror derfor på dem i dag, lød det fra Christian Tastrup med advarsel om, at Danmark er ved at miste sit demokrati.

EU vil være en ”rigtig stat”. En ”rigtig stat” har monopol på brug af magt; altså politi og militær.

Christian Tastrup, Enhedslisten

- Sikke en sur gammel mand en herlig sommerdag, tænker I nok. Men nogen skal jo sige det.

Forskellen i Enhedslistens og SFs opfattelse af EU og den netop overståede folkeafstemning viste sig tydeligt, da næstformand for SF Guldborgsund, Lis Kaufmann, trådte op som næste taler.

SFs Lis Kaufmann på talerstolen på Sydspidsen. Foto: Claus Hansen

Hun roste EU for at beskytte demokratier mod despoter og diktatorer. Men først og fremmest hyldede hun Danmarks vigtige uddannelsessystem.

- Jeg er ligeglad med 12-tals-piger. Det handler om at lære børnene at tænke selv, så de kan bevare vores demokrati.

Jeg er ligeglad med 12-tals-piger. Det handler om at lære børnene at tænke selv, så de kan bevare vores demokrati.

Lis Kaufmann, SF

På Sydspidsen talte også Socialdemokratiets byrådsmedlem Katrine Burmann.

Kierkegaard og Ukraine

I haven bag Fuglsang Kunstmuseum samlede Venstre i Guldborgsund knapt 20 tilhørere til grundlovstaler af folketingskandidat Ditte Rust og folketingsmedlem Morten Dahlin - begge Venstre.

Ditte Rust var blandt andet optaget af balancen mellem individets og folkets interesser, som hun ser som ofte modstridende.

- Et velfungerede og retfærdigt demokrati bygges på et fundament, hvor de modstridende interesser afvejes meget nøje. Det handler om at finde den rette balance mellem flertallets og individets interesser. Netop den balance var genstand for mange diskussioner omkring grundlovens tilblivelse, for var demokratiet nu også den bedste styreform til at sikre balancen mellem staten og individet, sagde Ditte Rust med henvisning til Søren Kierkegaards bekymring for overgangen fra enevælde til folkestyre.

Det handler om at finde den rette balance mellem flertallets og individets interesser.

Ditte Rust, Venstre

Venstres byrådsmedlem og folketingskandidat Ditte Rust talte om grundloven i haven bag Fuglsang Kunstmuseum. Foto: Claus Hansen

Morten Dahlin tog sit udgangspunkt i Ukraine.

- Det, der foregår i vores europæiske broderland mod øst, er ikke blot en kamp mellem Rusland og Ukraine. Det er ikke kun en kamp mellem Putin og Zelensky. Lige nu er Ukraine frontlinjen i kampen mellem det liberale demokrati og totalitarismen. Derfor kan man ikke stå her, på det danske folkestyres fødselsdag, uden at starte med Ukraine.

- Og hvorfor hænger det så sammen? Hvorfor er kampen for Ukraines selvstændighed, suverænitet og demokrati så vigtig, også for os her på Falster? Svaret er, at Ukraine i sin essens er et liberalt demokrati. Bevares, Ukraine er ikke et demokrati som det danske, og der er udfordringer. Ganske store endda. Men det ændrer bare ikke på det faktum, at ukrainerne har friheder og demokratiske rettigheder, som russerne kun kan drømme om, sagde han blandt andet.

Fællessang på højskolen

Grundlovsmødet i haven rundt om Højskolen Marielyst stod i fællessangens tegn, og repertoiret gik fra "Der er et yndigt land", over et rigt udpluk af højskolesange til "Alle sømænd er glade for piger".

Højskoleorkesteret Maries Mænd forstærket med sangerinde Gitte Tinggaard styrede den musikalske del sikkert, og de godt 250 gæster på græsset sang engageret med.

Højskolen Marielysts forstander Christian Schou leverede også en grundlovstale. Foto: Claus Hansen.

Første grundlovstaler var højskolens forstander Christian Schou, der mindede tilhørerne om, at demokrati ikke er en selvfølge.

- Demokratier er ikke fuldendte og perfekte og kan være pokkers langsommelige til at finde løsninger i den evige søgen efter politiske kompromisser, der favner bredt. Derfor har populistiske politikere og populistiske løsninger på store problemer appel til mange mennesker.

- Mange rundt om på kloden har svært ved at se demokratiets velsignelser og nødvendighed. Autoritære regimer vinder frem og befæster deres magt mange steder i verden - og i den vestlige, demokratiske del oplever vi, hvordan nogle af grundpillerne i demokratiet i disse år bliver angrebet, sagde Christian Schou blandt andet med henvisning til vigtigheden af en fri og uafhængig presse og ytringsfriheden.

Borgmester Simon Hansen (S) på Højskolen Marielyst. Foto: Claus Hansen

Simon Hansen var også inviteret til at tale på højskolen, hvor han rundede nationalfølelsen.

- Nationalfølelsen er i de senere år blevet forbundet med noget negativt. Det synes jeg er synd. For der er intet i vejen med at være stolt af sit land. Der er intet i vejen med at være stolt af vores lands grundlæggende værdier. Det er jo nemt nok at pege på alt det, som splitter os. Måske skal vi i stedet lægge lidt mere mærke til det, der samler os. Hvis I tænker over det, står vi faktisk sammen i solidaritet og har et stærkt fællesskab, når der er brug for det. Vi er også enige om, at der ikke er nogen, der skal fortælle os, hvor skabet skal stå. Vi er fælles om den kritiske sans og en sund skepsis, sagde Simon Hansen blandt andet til højskolens rekordstore publikum.


Omkring 250 gæstede højskolens grundlovsmøde. Foto: Claus Hansen




Maries Mænd og sangerinde Gitte Tinggaard stod i spidsen for fællessangen på Højskolen Marielyst. Foto: Claus Hansen