- Det er ikke en skole uden eleverne
Skoleleder Lars Carlsen glæder sig til igen at have børn på Nordbyskolen. Mandag og tirsdag har der udelukkende været personale og lærere, som havde fjernundervisning fra klasselokalerne. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Skoleledere ser frem til et fysisk fremmøde med eleverne igen i morgen. I denne omgang er det dog ikke kun med afstand og håndsprit, men også hyppige selvtest
NYKØBING Planen var hele tiden at lade eleverne vende tilbage til skolebænken 5. januar, da regeringen lukkede folkeskolerne i midten af december. Og sådan bliver det.
Smittetallene er høje, og kun syv procent af de yngste skolebørn er færdigvaccinerede, men rækken af retningslinjer er også blevet udvidet. Har forældrene givet samtykke, bliver eleverne testet to gange om ugen for covid-19.
Derfor mener undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), at forældre og lærere kan køre af sted mod skolen med ro i maven. I forbindelse med udmeldingen i midten af december udtalte hun til flere medier, at beslutningen er gennemovervejet.
- Beslutningen er taget efter grundig overvejelse fra sundhedsmyndighederne på baggrund af at en stor del af befolkningen er vaccineret og har fået tredje stik. Og det er vigtigt for mig at understrege, at vi ikke vender tilbage til en almindelig hverdag i skolerne.
Hovedelementerne er blandt andet opfordringer til at få børnene vaccineret og til at tage hyppige test, foretage en god udluftning og til at lave klasseinddelt skolegang.
Test to gange om ugen
Alle medarbejdere og elever fra og med 1. klasse opfordres til at blive testet to gange om ugen og benytte muligheden for gratis selvtest. Samtidig er der sat ekstra midler af til hyppigere rengøring.
Og i og med, at lærerne ifølge tal fra Statens Serum Institut er blandt de faggrupper, der har været hårdest ramt af covid-19, er det vigtigt, at tiltagene også gør dem trygge, når skolerne genåbner. 17,82 procent af lærerne i Danmark har været ramt af virussen.
Derfor mener Carsten Løye, skoleleder på Sundskolen, at det giver mening at udsætte det fysiske fremmøde med nogle dage, så eventuel smitte efter jul og nytår kan blive opdaget i hjemmet.
- Det giver mere mening end det, at de blev sendt hjem et par dage inden juleferien, siger han, der ser frem til at se eleverne igen.
Det at planlægge hjemmeundervisning, nødundervisning og nødpasning har denne gang ikke været forbundet med store udfordringer som tidligere.
- Det har været lidt som at dykke hånden ned i en skuffe og trække det op, som vi har gjort ved tidligere nedlukninger, siger Lars Carlsen, skoleleder på Nordbyskolen.
- Medarbejderne har gjort det samme som sidst, og det har været rigtig godt. Det gjorde de allerede, da vi kunne se, hvilken vej det bar henad.
- Det er selvfølgelig møgærgerligt og bedre, at eleverne er i skole. Men vi har haft nogle rigtig gode medarbejdere og forældre, der har samarbejdet. Og eleverne er helt med på, at de på onsdag skal gå ind ad en anden dør, end de plejer.
Skolet i restriktioner
Han er ikke usikker over åbningen af skolen i morgen onsdag, og det er heller ikke usikkerhed, der præger samtalerne mellem lærere og forældre, mener han.
Mandag morgen talte han med sine medarbejdere om, hvordan adskillelsen af eleverne skal gribes an, når de skal til idræt eller have valgfag.
- Det kan vi sagtens klare. Vi ved ikke helt hvordan, men vi kan godt sikre, at både idræt og valgfag kan gennemføres. Men måske kræver det, at ét hold undervises online, mens det andet er på skolen.
Skolerne er i forvejen delt op i zoner, og når det ringer ud til frikvarter, så ved børnene, hvor de og deres klasse kan lege.
Også hos Sundskolen er Carsten Løye og hans kolleger godt trænet i at få skolegang og restriktioner til at spille sammen.
- Vi er efterhånden godt trænet i det her. Børnene går selv på nettet for at få undervisning, og lærerne hiver planerne frem fra skuffen. Det har ikke krævet den store forberedelse denne gang, siger han.
Heller ikke her ligger det helt fast, hvordan idræt og svømning skal foregå.
- Men det er fordi, at vi ikke ved, om restriktionerne skal gælde i én eller flere måneder. Men lige nu kører vi det ret stringent og overvejer at indføre flere busser, når de skal til Torebyhallen, hvor de har idræt, eller til Svømmecenter Falster.
- Den gode løsning er flere voksne og flere busser. Men det kan være svært at få til at gå op, hvis det varer i flere måneder.
I de tidligere par år har restriktionerne fulgt årstiderne, så der er løsnet op i løbet af foråret. Han håber, at det bliver tilfældet igen i år.
- Det er sådan, jeg håber, at det bliver. Helt uden at være virolog.
Lars Carlsen fra Nordbyskolen er tryg ved de udmeldinger, der kommer fra eksperterne. Og samtidig glæder han sig til at se eleverne igen.
- Det bliver fantastisk. Det er ikke en skole uden dem.
Seneste artikler
Niels ovenpå bronzemedaljerne: - Det bliver svært
NFH vinder første bronze-medaljer: - Bundsolid defensiv præstation
NFH overløber Ikast og snupper DM-bronze
Filmede venner og bekendte: Nu sælges huset, hvor optagelserne blev lavet
Kasper Roug reagerer på regeringsgrundlag: Her ser han Lolland og Falster
Mest læste artikler
Kæde åbner største butik i Danmark i Guldborgsundcentret
Hændelse på stor byggeplads: Person kørt på hospitalet
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Efter uheld på motorvej: To personer kørt på sygehuset til tjek
Kunde angreb ansatte i supermarked