- Det går bedre, men ...

Musikken spiller igen på Marielyst Torv. Foto: Anders Knudsen/arkiv

Strandbar forsøger at undgå musik-larm.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST Nattelivet på Marielyst Torv stopper som bekendt på grund af corona-restriktionerne klokken 24. Og på Marielyst Strandbar forsøger man sig også med at lægge en dæmper på festlighederne inden midnat.

Inden højsæsonen gik i gang, tog indehaver Steen Jørgensen kontakt til sine erhvervsdrivende naboer for at aftale, at musikken på torvet denne sommer skal være en nydelse og ikke et "støjhelvede", som han selv udtrykte det.

Nu koger Marielyst af turister, og musikken kører både i hverdage og weekender, og Steen Jørgensen er fortsat optaget af, at barer og restauranter ikke skal spille "i munden på hinanden".

- Det går helt klart bedre end sidste år, men det er svært, konstaterer han og fortsætter:

- For at vi kan spille, så alle kan være her, kræver det, at vi alle er indstillet på at give os. Det vil sige at slukke for musikken og lade de andre spille i perioder. Alle må give sig for fællesskabets skyld, men i øjeblikket synes jeg, at vi giver os mere end de andre. Det er ikke problemfrit, men vi har jo en klar fælles interesse i, at vores gæster ikke oplever musikken som larm, siger Steen Jørgensen, som helst ser, at barer og restauranter omkring torvet skiftes til at spille en halv time ad gangen.

De største højtalere

Sidste år fik restauratørerne en del klager over musikken, og Steen Jørgensen besluttede sig derfor for ikke at indgå i "de største højtalere vinder"-konkurrencen denne sæson. Og det ser ud til at virke.

- Indtil videre har jeg kun hørt om en enkelt nabo, der har henvendt sig til en medarbejder her i baren. Jeg har ikke talt med ham selv endnu, så jeg ved ikke, om det er en klage, opgør han.

I onsdagens Folketidende finder du en artikel om, hvordan sommerhusejerne omkring Marielyst Torv og Sydfalster Turist- og Erhvervsforening mener, at det går med musikken.