Fagforeninger fastholder: Der er brug for flere sagsbehandlere

Fokus er i denne tid på familieafdelingen i Guldborgsund Kommune. Foto: Anders Knudsen

Både Dansk Socialrådgiverforening og HK Kommunal Sjælland understreger, at de gerne stiller sig til rådighed for en yderligere politisk dialog med byråd.

Offentliggjort Sidst opdateret

GULDBORGSUND Over de seneste to lørdage har Folketidende i artikelserien "systemets skæbner" bragt historier om forældres oplevelser af familieafdelingen i Guldborgsund Kommune.

Sidste lørdag bragte avisen historier om den nuværende situation i familieafdelingen, og hvordan politikere i børn, familie og uddannelsesudvalget ser situationen og fremtiden. Centerchef Henning Tønning fortalte, at der var ansat fire nye sagsbehandlere og to nye ledere.

- Det kunne læses, som om at der er opnormeret med fire sagsbehandlere. Det er ikke tilfældet, for de fire ansatte har blot erstattet fire andre. Normeringen er på samme lave niveau, som det hele tiden har været, siger Michael Rosenberg, formand i HK Kommunal Sjælland

Hans kollega i Dansk Socialrådgiverforening, Rasmus Hangaard Balslev, er enig. Han tilføjer:

- Medarbejderne i afdelingen er meget klare i mælet. De vil gerne se lyset for enden af tunnelen, de vil have flere kolleger, for der skal gøres noget grundlæggende ved den arbejdsmængde, de har i afdelingen. Kun sådan kan man undgå nogle af de fejl, man har kunnet læse om i avisen, mener han.

I februar sendte sagsbehandlerne i Børn- og Familieafdelingen et opråb til politikerne. Her beskrev de afdelingens situation, blandt andet at de i gennemsnit har 15 flere sager, end man anbefaler. De mangler otte kolleger for at komme ned på de anbefalede 25 sager per sagsbehandler.

Økonomi spiller en rolle

Økonomi spiller naturligvis en rolle, hvilket politikerne heller ikke har lagt skjul på. Dog altid med den tilføjelse, at økonomi ikke må betyde, at man ikke hjælper børn og forældre.

- Det er vanskeligt at finde de vise sten på området, men vi agiterer for det, og flere kommuner investerer i at få arbejdsmængde ned på et niveau, hvor der er mere luft og tid til inddragelse af børn og familier. Kun sådan får man også tid til at organisere og se på arbejdsgangene. Men i Guldborgsund Kommune er der så meget brandslukning dag for dag, så vi holder fast i, at de ikke løser de nuværende udfordringer ved at omstrukturere eller gøre noget anderledes. Det, som i virkeligheden kunne gøre forskel, nemlig samarbejde om forebyggelse, er der for lidt tid til.

Udover de fire sagsbehandlere har centerchefen på området også ansat to nye ledere. Det kan være positivt, mener Rasmus Hangaard Balslev.

- Jeg vil ikke afvise, at det kan være en del af løsningen. Det står klart, at man længere oppe i systemet ikke har kendt til det arbejdspres, medarbejderne var under. Ledere, som er nærværende og tilgængelige, kan måske bedre beskrive hverdagen overfor direktion og politikere. Det vigtige er, at lederne understøtter fagligheden og letter arbejdsgangene.

Klar til dialog

Familieafdelingens ønske om otte nye kolleger er ifølge Michael Rosenberg det, der skal til.

- Det lyder af meget, men er et spørgsmål om vilje, prioritering og realistiske budgetter. Det er menneskeligt og økonomisk alt for dyrt at spare på hjælpen til udsatte børn og familier, men det er desværre stadig den virkelighed, medarbejderne og borgerne i Børn & Familie befinder sig i. Det er tid til, at byrådet én gang for alle sikrer medarbejderne udsigt til ordentlige rammevilkår og dermed giver dem lyst til at blive og kæmpe for, at udsatte børn og familier i Guldborgsund Kommune får den hjælp, de har brug for.

Både Dansk Socialrådgiverforening og HK Kommunal Sjælland understreger, at de gerne stiller sig til rådighed for en yderligere politisk dialog med byrådet.

- Vi er sikre på, at vi sammen kan finde gode, stabile og holdbare løsninger for alle involverede parter, lyder det.