FIRE NYE STATSBORGERE SKAL STEMME FOR FØRSTE GANG

Guldborgsund Kommune har nu fået fire nye danske statsborgere. Fra venstre ses Rina Seferri, der er født og opvokset i Danmark med kosovoalbanske forældre, Pavl Chernetskyi og sønnen Ivan Pavlo. Bag ved ham hans kone Natalia, og længst til højre ses Fehmi Özdemir. Foto: Jan Knudsen

Guldborgsund har fået fire nye danske statsborgere, og selv om at de alle har boet i Danmark i mange år, så får deres nye titel en helt ny dimension, når de 1. november kan stemme ved et valg for første gang.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Der var levende lys, der var hvide orkideer, og der var fire nye statsborgere i fint tøj, da de fredag officielt blev tildelt deres danske statsborgerskab.

Med rørte øjne lyttede de til Ida Gleie, der sang Sanne Salomonsens "Hjem":

- Der er intet der lokker mig tilbage/Ud af dette øjeblik, denne time, denne dag/For jeg er landet her/Og jeg er præcis/Hvor jeg skal være/Jeg er ved at finde frem/Til det menneske jeg er/Jeg er ikke bange for at fejle mere/Lever man, er det jo hvad der sker.


Derfor er det en helt speciel begivenhed for mig. At være en del af noget, der er så stort for jer.

Simon Hansen (S), borgmester, Guldborgsund Kommune

Nu er der ikke flere forhindringer. Det er ikke længere midlertidigt. En ofte flere år lang proces med både prøver og ansøgninger er nu forbi, lød det fra borgmester Simon Hansen (S). Foto: Jan Knudsen

En grundlovsceremoni er alt andet end symbolpolitik, forklarede borgmester Simon Hansen (S). Nye statsborgere skal fejres på en ordentlig måde. De skal bydes velkommen.

- Derfor er det en helt speciel begivenhed for mig. At være en del af noget, der er så stort for jer.

Foran ham sad Olga, der kom til Danmark fra Letland for 12 år siden. Hun har boet i Guldborgsund i stort set alle årene og oven i købet gjort rent på rådhuset i Nykøbing.

I dag arbejder hun som serviceleder i Danland Marielyst og har tre børn. Blandt andet en søn, der studerer på CBS i København og ikke ønsker at bo andre steder end i Danmark.

Da hun fik sine to yngste børn på seks og fem år, besluttede hun sig for, at nu skulle hun være dansk statsborger. Det er her, hun skal bo.

- En ægte lettelse

Pavl Chernetskyi kom til Grenå fra Ukraine i 2007 for at arbejde som landbrugspraktikant.

Et par år senere flyttede han til Guldborgsund, og på sprogskolen mødte han sin kone Natalia. Og de blev faktisk gift i den selv samme byrådssal, som han nu officielt også er blevet dansker i.

Pavl Chernetskyi får et håndtryk og et bevis på sit statsborgerskab. Foto: Jan Knudsen

- Jeg havde ikke troet, at jeg skulle blive her så længe. Men så gav det efterhånden sig selv, forklarer han, der nu også er begyndt at lytte lidt mere interesseret med, når kollegerne taler om politik. For om tre uger er det ham selv, der for første gang kan begive sig hen til stemmeboksen.

Den rettighed har Fehmi Özdemir også taget til sig.

Han har fulgt aktivt med i den seneste partilederdebat og er meget optaget af at sætte sig ind i, hvordan han skal stemme.

De har altid mange spørgsmål, fordi jeg er kurder. Jeg har oplevet at blive tilbageholdt i et par timer, imens de undersøger, om mit pas er ægte. Det er også sket, selv om jeg havde min danske kone med. Efter 23 år med det gider jeg ikke mere.

Fehmi Özdemir, ny statsborger

Han er kurder og vokset op i Tyrkiet, hvor han - de tre gange, han er rejst til Tyrkiet - har oplevet at blive tilbageholdt, når han besøger sit hjemland.

- De har altid mange spørgsmål, fordi jeg er kurder. Jeg har oplevet at blive tilbageholdt i et par timer, imens de undersøger, om mit pas er ægte. Det er også sket, selv om jeg havde min danske kone med. Nu gider jeg ikke det mere, forklarer han, der har boet i Danmark i 23 år og har et fast job i Nykøbing.

- Det er en ægte lettelse nu. De kan godt stille mig spørgsmål, når jeg er i Tyrkiet, men de kan ikke anholde mig.