Hun er træt af at vente ved telefonen

NYKØBING ?Det kan ikke være rigtigt, at jeg har været uden fastnettelefon siden 23. juni.?

?Det er irriterende, at TDC stadig ikke kan finde ud af at få rettet en kabelfejl. Vi har ikke kunnet modtage opkald på fasttelefonen i den sidste måned.?

To forskellige udsagn med få kilometers mellemrum. I Sønder Vedby Skovhuse og i Systofte Skovby er man trætte af Danmarks store teleselskab.

På Poppelvænget i Sønder Vedby sidder Marie Krogsten, hvis telefon ikke har virket siden 23. juni. Guldborgsund Kommune har store arbejder i området med kloakering og formentlig er et kabel blev gravet over i den forbindelse.

- Og hver gang jeg får fat i TDC fortæller de, at nu skal det nok blive rettet. I sidste uge var undskyldningen at vi kom bag i køen, fordi alle kræfter var sat ind på et hjælpe de folk i Greve, der var ramt af vandproblemer.

- Det er under al kritik at man ikke kan få rettet en fejl i løbet af så lang tid, siger Marie Krogsten, der er glad for sin mobiltelefon. - Med den kan jeg i det mindste komme i forbindelse med omverdenen, slutter hun.

Mobilproblemer

I Systofte Skovby på Gyvelvej har Bodil og Benno Hansen haft problemer i en måned. Deres fastnettelefon kan ikke ringes op. De kan godt selv ringe ud. Og deres mobiltelefon er meget ustabil. - Signalet er så svagt, at jeg nogle gange må ud i indkørslen for at føre en samtale, fortæller Bodil Hansen.

Hun har også talt mange gange med TDC, men uden at kunne få klar besked om, hvornår man kan regne med at telefonen fungerer.

Force majeure

Hos TDC bekræfter Merete Lathein i informationsafdelingen, at man har prioriteret arbejdsindsatsen øst for Storebælt omkring ofrene for oversvømmelser blandt andet i Greve-området.

- Det er første gang i fem år vi har erklæret force majeure, forklarer hun.

Hun oplyser at omkring 10 husstande i Sønder Vedby er ramt af kabelbruddet.

- Der bliver gravet ekstremt meget i området. Og det kan godt være svært for os at rette en fejl. Det er ikke så lige til når et kabel bliver gravet over, siger hun.

Hun har ikke noget bud på hvornår TDC-kunderne i Sønder Vedby igen kan komme i forbindelse med omverdenen. Foreløbig koncentreres arbejdsindsatsen altså i Greve-området.




Omkring 10 kunder i Sønder Vedby Skovhuse uden kontakt med omverdenen. Også problemer i Systofte.

Offentliggjort Sidst opdateret