Lokal iværksætter udvikler nyt legetøj med hjælp fra Lego Fonden
Mette Larsen her med Hairy Hugger, som er det hidtil mest populære stykke legetøj, hun har udviklet. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Mette Larsen, der står bag virksomheden Made By Us, har i tre år arbejdet på at udvikle nyt legetøj til børn, som er sanseforstyrrede. Det er sket i regi af CoC Playful Minds, som trækker tråde til Lego Fonden.
MARIELYST: Ejer af virksomheden Made By Us og den nyetablerede butik Hos Mette er en kvinde, som ikke bare opererer på Marielyst.
Med virksomheden Made By Us har hun én gang om ugen været en del af Playful Minds - et projekt i COC Billund.
COC står for Capital Of Children og er en vision om at blive børnenes hovedstad.
- Det er noget, Made by Us blev inviteret ind i for tre år siden, fordi vi er en ung virksomhed, der arbejder med samskabelse med børn. Under COC's vinge er der adgang til et stort netværk i Lego-koncernen. Min drøm med det har været at udvikle et nyt produkt til børn med særlige behov. Jeg ville have, at det skulle være oprigtig samskabelse med børn og ikke bare børn, som blåstempler et produkt, fortæller Mette Larsen.
Under COC's vinge er der adgang til et stort netværk i Lego-koncernen.
Mette Larsen, Made By Us
Hun startede virksomheden Made By Us som en konsekvens af, at hun selv er mor til et barn med særlige behov.
Annonce
Virksomheden udvikler og fremstiller legetøj, som for eksempel kan berolige børn, der har en sanseforstyrrelse.
I Folketidende har man tidligere kunnet læse om virksomhedens historie og de første produkter, Hairy Hugger og en sanseslange, der er udviklet med fokus på at give sanseforstyrrede børn mulighed for at finde ro.
Helkropsoplevelse
For at kunne udvikle nye produkter i samarbejde med målgruppen havde Mette Larsen og hendes partner, der forsker i autisme og leg, brug for adgang til en større gruppe børn med særlige behov.
I COC's netværk fandtes en skole netop for den målgruppe.
- I COC er der en enorm hangarhal med plads til at lege, så vi drømte stort. Vi ville gerne undersøge, hvordan børn reagerede og interagerede, hvis vi byggede en helkropsoplevelse af en sansebane. Så vi syede for eksempel nogle kæmpestore lilla regndråber, som vi fyldte med lavendler. Dem hang vi op i forskellige højder. Vi byggede en hule formet som en mund fuld af hår indeni og måtter af vat eller opvarmede kirsebærsten, man kunne rulle henover. Børnene legede selvfølgelig ikke med dem, som vi havde troet, de ville gøre. Regndråberne kaldte de for flying lungs og brugte dem som boksebolde. Men tanken var, at de skulle vise os, hvordan de legede, og ikke, at vi fortalte dem, hvordan de skulle gøre. Der kom en masse godt ud af det, fortæller Mette.
Vi byggede en hule formet som en mund fuld af hår indeni og måtter af vat eller opvarmede kirsebærsten, man kunne rulle henover.
Mette Larsen, Made By Us
Børnene har givet feeedback til Mette og hendes partner på nogle lidt andre måder, end de fleste får feedback om en oplevelse på. Foto: Made by UsMade by Us
Sanseoplevelsen blev fulgt op af en formgivningsdag, hvor børnene skulle udtrykke, hvordan de oplevede sansebanen. De kunne tegne, modellere, sy eller bare tale om det.
- Helt konkret er vi ved at udvikle et produkt med afsæt i det. Det bliver en afstresningsbold med nogle løkker, som man kan sætte forskellige sanseredskaber på. Men nærmere kan vi ikke komme det, for børnene har stadig indflydelse på det, siger Mette.
Feedback på helkropsoplevelsen i sansebanen kunne også se sådan ud. Foto: Made by UsMade by Us
Særlig plads i hjertet
CoC Playful Minds er delvist ejet af Lego Fonden.
Annonce
For Mette Larsen er det noget særligt.
- Kjeld Kirk Kristiansen og alt det, han står for, har en særlig plads i mit hjerte. Jeg kender ham selvfølgelig ikke privat, men der er en oprigtig vilje til at ville børn det godt med leg. Det har jeg stor respekt for, siger hun.
Historien bag CoC Playful Minds
Visionen om at gøre Billund til Capital Of Children er skabt i et unikt offentlig/privat samarbejde mellem Billund Kommune og LEGO Fonden.
I 2012 etablerede de i fællesskab Capital of Children Office A/S som den motor, der både skal skabe projekter, understøtte andres initiativer, invitere til samarbejde og skabe fælles retning på de mange aktiviteter og indsatser.
I 2019 skiftede organisationen Capital of Children Office A/S navn og kom i stedet til at hedde CoC Playful Minds.
Billund Kommune og LEGO Fonden ejer hver 50 procent af selskabet og skyder hvert år sammenlagt 12 millioner kroner ind i selskabet.
Ud over de fælles aktiviteter i Capital of Children arbejder både Billund Kommune og LEGO Fonden også hver for sig med projekter, der understøtter den fælles vision.
Seneste artikler
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Trist, træls og drønærgreligt: - Det hvide guld smuldrer mellem hænderne på os
Annonce: Snedkerkøkken pris og vejen til et realistisk køkkenbudget
Annonce: Et lavt månedligt beløb gør ikke nødvendigvis lånet billigt
Borgmester efter fabrikslukning: - Lige i dag er vi i knæ
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole